Hans til tider mangel på ydre dramatik, fungere fint i de asiatiske/taiwanesiske miljøer, men her er der for meget luft i ballonen, til at man kan blive grebet af begivenhederne.
En dreng drømmer om at en rød ballon en dag vil komme hjem til ham, måske erstatningen for den far, der har efterladt ham og moren (Juliette Binoche) i en form for indre choktilstand, må hun klare sin daglige trængsler med resterne af opmagasineret overskud.
Den røde ballon der hele tiden er et sted i nærheden, er filmens magi, og håb.
Hou dyrkede som ung instruktør genrefilm, japanske gangster og samuraifilm. Hans første tre film var komedier, og fik hurtigt manifesteret sit navn, da alle var kassesucceser, men uden det store kunstneriske islæt. Ved den fjerde film, der også var fra samme skuffe, den indskydelse, at rykke kameraet tilbage. Længere, og længere tilbage beordrede han. Således blev filmen ”The Boys From Fengkuei” hans kunstneriske gennembrud, og de måske knap så gode skuespillere, følte sig mere befriet at det nu knap så intimiderende kamera.
Hou er trods sin minimalistiske stil, en stor fornyer, og var sammen med Yang, skabte den berømte ny bølge i taiwanesisk film i 80´erne.
Instruktøren har flere gange været på udebane som i denne film, men virker dog aller stærkest i hjemligt farvand. Hans styrke er dog at han er en blændende god formidler, da han ikke er postulerende, med sit humanistiske filmsprog.
