Den unge instruktør Ragnar Bragason giver et ikke ueffent, inciterende portræt af de svageste fra hver sin ende af den sociale rangstige i det islandske samfund i de to film ”Parents” og ”Children”, der blev vist på festivalen tidligere på ugen.
Lavet i henholsvis 2006 og 2007 hænger ”Children” og ”Parents” løseligt sammen ved at biroller i den ene skifter til hovedroller i den anden. Begge film er lavet sammen den hippe teatergruppe Vesturport efter Mike Leigh-metoden. Det vil sige at rollerne er igennem et længere forløb – i dette tilfælde omkring halvandet år ifølge Bragason under filmens efterfølgende Q & A – udviklet af skuespillerne selv i et tæt samarbejde med instruktøren, som derefter har skrevet det endelig manusskript. Dette giver naturligvis skuespillerne god mulighed for at dykke dybt ned i deres respektive roller, med medfølgende godt skuelspil i det endelige resultat, og således også i disse to film fra den vindblæste vulkanø i nordatlanten.
Specielt i ”Children” er det dog ikke kun i metode Bragason har fundet inspiration i Mike Leigh. Ligesom mange af englænderens værker handler ”Children” om svageste. De handicappede, de moppede, de enlige mødre, de syge, de kriminelle, de ensomme, og som hos Leigh er ambitionen ikke at rette beskyldende pegefingre af samfundet, men snarere bare at pege på at i et moderne samfund, er der nogen, der, selvforskyldt eller ej, levnes tilbage, alene og forladte.
”Children” handler dog ikke om børn i bogstavelig forstand, som man ellers skulle tro, men om, som instruktøren forklarede, de voksne 'børn'. Det vil sige, personerne her, i samfundets rendesten, har som børn deres følelser uden på tøjet, og måske endu mere signifikant, har de ingen kontrol over deres eget liv. Som det eneste barn i filmen, det elleve-årige moppeoffer i en af filmens centrale dele, rives, flåes, sparkes og kostes de voksne hjælpeløst rundt med. Det er et nervepirrende, 'in-your-face' portræt Bragason her tegner af samfundets sørgelige rester.
På trods af, at det er ”Children”, der er med i opløbet om Den Gyldne Svane, står den mere fintfølende ”Parents” for mig umiddelbart stærkest af de to. Til forskel fra i ”Children” er personerne her langt mere hæmmet af deres egne hæmninger. Selv på toppen af rangstigen er de ensomme og alene, men som 'forældre', tynget af deres egen opdragelse – 'man opfører sig jo pænt' – er de ikke i stand til at komme ud med deres egne frustrationer og smerteligt indestængte følelser. Som når en ægtemand, vanligt fremragende spillet af Ingvar E. Sigurdsson (fra ”Universets Engle”), får at vide, at hans egen kone har løjet for ham om hendes sterilisation og kun er i stand til at sætte et påklistret smil på læben, for senere alene at drukne sine sorger i cognac.
Visuelt ser instruktøren selv de barske hverdagsdramaers-mester, John Cassavetes, som inspiration til de to film, hvilket er signifikant med deres sort-hvide, grynede billeder, med fokus på figurernes ansigter, der lader spillerne træde i karakter. Men også inspirationen fra de danske dogme-film skinner visse steder igennem.
Efter planen skulle ”Children” få dansk biografpremiere senere på året, mens det brede biografpublikum desværre må gå glip af ”Parents”.
