Med tirsdag aftens forpremiere på animationsfilmen ”Persepolis” i den noble, gamle Dreyer-biograf, Dagmar Teatret, fik undertegnede sin første WOW oplevelse på dette års filmfestival. Derfor er jeg heller ikke bleg for – imod kutyme i disse festival tider – at vedhæfte nogle stjerner på denne filmiske tegnestreg. Tilmed 6 fuldfede af slagsens.
Baseret på den selvbiografiske, grafiske novelle af iranske Marjane Satrapi fortæller filmen fyldt med underspillet hjertevarme og humor, i Satrapis egen instruktion (sammen med tegne-kollegaen, franskmanden Vincent Paronnaud), om hendes turbulente opvækst i et uroplaget Iran, der efter Shahdømmets fald gennemgår en større omvæltning; og hendes senere flugt til et Europa, der enten afskyr eller ikke forstår hende. Indtil hun får nok og vender hjem til sin savnede familie i Iran, hvor hendes elskede Bedstemor synes at stå som den sidste bastion imod alt hvad der er modbydeligt og undertrykkende i denne verden.
Paronnaud og Satrapi formår med meget enkle midler at vise, at selv bag et tørklæde gemmer der sig et menneske af kød og blod fyldt med sorger og glæder, håb og drømme. Noget vi ikke mindst her i landet har det med at glemme. En film, der når langt ud over sin animerede form, idet man ikke bare betages af de forfinede sort-hvide streger, men indfanges af dens intensitet og vedkommende historie om en rejse igennem et liv, der virkelig er levet.
Inden jeg så Marjane Satrapis tegninger, der i sin streg trækker på den franske tegneserie-tegner David B., udfolde sig i fuldt vigør, med alt den vitalitet og patos filmmediet på det store lærred kan levere, slog jeg et smut forbi Cinemateket i Gothersgade, hvor tegninger og skitser fra filmen og den grafiske novelle er udstillet. Med dertilhørende fine, pædagogiske oversættelser af de franske talebobler.
Desuden kan man på skærme se optagelser fra den langsommelige proces, det er at lave en tegnefilm af denne kaliber og på denne, nogle ville sige gammeldags, facon, der vil nærmest kun gøres i Europa stadig. Det er både underholdende og lærerigt og giver en ekstra dimension til filmoplevelsen. Men jeg vil nu anbefale først at se udstillingen og dernæst filmen, da den opvendte rækkefølge nærved havde ødelagt min oplevelse af dette tegnede mesterværk.
Eksemplarer af selve den grafiske novelle, som udkom i 2 bind først gang tilbage i år 2000, som filmen er baseret på, er også finde i Film Institutets lokaler, til fri afbenyttelse, sammen med flere andre af Satrapis bøger. Blandt andre Broderier, der efter bare et par hurtige kig viser sig at være langt mere kontroversiel med sin ærligheds-agenda om at vise hvad iranske kvinder i virkeligheden taler om. Og her lægges der altså ikke fingre imellem, hverken når det kommer til sex, mænd eller politik.
Her kan ”Persepolis” ikke følge med, men er til gengæld en langt mere følsom og sart fortalt 'coming-of-age' historie. Den har tydeligvis været et meget personligt projekt for Satrapi, måske af næsten terapeutisk karakter. Både for bare at forstå og komme overens med sin egen og sit lands historie, men også for at give noget videre af både universel og politisk karakter. For hvor er vi dog ens på tværs af alle skel, alle folkeslag i en verden præget af despoter og fundamentalisme. Satrapi er på sin egen lille mission, og jeg følger gerne med.
Hvis man ikke nåede at fange denne intet mindre end fænomenale animationsfilm igår aftes, opfordrer jeg inderligt alle med den mindste interesse, for ikke bare film, men for sine medmennesker eller menneskeheden generelt, at se denne lille perle af et mesterværk, når den lyser op i de danske biografsale den 12. oktober.
