Skriv en kommentar
Selv ikke en plads på forreste række i siden kunne slå dette mesterværk af pinden. Det er ikke for ingenting at Ken Loach modtog De Gyldne Palmer i Cannes i år for denne film.
Ken Loach har tidligere vist sit format med både Sweet Sixteen og Kes.
Vinden der ryster kornet tager afsæt i 1920'ernes Irland og deres uafhængighedskamp. Det kan måske umiddelbart lyde tungt og hvis man samtidigt skeler til spilletiden, der lige runder de to timer, skal der alligevel en del kød på fortællingen. Men det er lige netop dette der gør filmen til et mesterværk. Ken Loach formår at skabe så intens en spænding gennem de personlige fortællinger i filmen, at det er meget få steder man som tilskuer bliver trukket tilbage til virkeligheden.
Ken Loach kunne have valgt som i så mange andre film i denne kategori at fokusere på det polistiske spil, men vælger istedet at fokusere på menneskeskildringerne og tidsbilledet. Filmens hovedperson Damien, fantastisk spillet af Cillian Murphy kendt fra bl.a. Breakfast on Pluto og 28 days later , er uddannet læge men overværer en del grusomheder begået af engelske soldater og vælger istedet at blive i sin hjemby og kæmpe for uafhængigheden. På trods af at filmen skildrer en grusom tid hvor der blandt mange uhyrligheder er en 17-årig bliver banket ihjel foran sin mor, fordi han ikke vil sige sit navn på engelsk og hvor tortur er et redskab til at underholde soldater med er der stadig plads til kærligheden. Kærlighedshistorien mellem Damien og Sinead (Orla Fitzgerald) er i filmen stærkt skildret, men samtidigt tilpas underspillet hvilket blot gør at den står endnu stærkere.
Damien kæmper side om side med sin bror Teddy (Padraic Delaney), en mand med meget stærke idealer. De to brødres kamp spændes i sidste ende af filmen sammen med både den politiske del af filmen og de menneskelige relationer: For hvad stiller man op når idealismen sættes op over for kærligheden og de menneskelige relationer
Det der gør denne film så utrolig stærk, er at den næsten er blottet for politisk spil. De meget eksplicitte grusomheder der begås af de engelske soldater får tilskueren til at vride sig i stolen. Der er flere scener der stadig står meget stærkt i hukommelsen, udover adskillige torturscener som bare varer ved og ved. Uden at røbe for meget er der i filmen en samtale mellem de to brødre Damien og Teddy, hvor man ser idealismen i sin mest rendyrkede form. Her er ikke plads til sentimentalitet, men kun en kynisk forfølgelse af sine idealer, koste hvad det vil.
Det der gør denne film utrolig stærk, er det blændende skuespil og de så direkte menneskelige omkostninger uafhængighedskrigen havde. De dramatiske spændinger slipper kun taget i korte øjeblikke, så man ikke kan undgå at lade sig rive med.
På trods af at filmen fik de Gyldne Palmer i år er der kun 30 biografer i England som har valgt at vise den. Dens kontroversielle og direkte skildring af de engelske soldater har gjort at mange biografer simpelthen har forkastet den.
Det er en skam, men heldigvis vil der i Danmark ikke kun blive lejlighed til at se denne perle på CIFF, men som en af de få film på festivalen er den i dansk biografdistribution.
