Længe har mændene været dominerende inden for kategorien stand up og satire, men ikke længere! City Singler er et helt nyt satire show, skrevet og udført af 4 kendte kvinder; Vicki Berlin, Anne Louise Hassing, Trine Gadeberg og Sofie Lassen-Kahlke. Showet er sat sammen af små sketches fra ”det virkelig liv”, set gennem en kvindes øjne, og der er ikke den kliché, der ikke bliver behandlet. Yderligere hører vi en række satiriske sange løbende gennem showet, og ser små filmklip. I showet bliver vi bliver både præsenteret for shopoholics, kvinder der nægter at barbere sig, irriterende svigermødre, netdating og ja – sågar Ole Henriksen.
Som nævnt ovenover, har scenen oftest tilhørt mænd når det kom til satire, og de fleste jokes har kørt på kvinder og deres svaglighed og hårfarve. Men med dette nye satireshow, hvor kvinderne har indtaget scenen, vender det hele på en tallerken! Det mest bemærkelsesværdige ved dette show, er at de fire kvinder har valgt at udstille deres eget køn, præcis på samme måde som mændene ville gøre det. Den eneste forskel er i virkeligheden, at vi her ser alle klichéerne gennem kvinders øjne, hvilket fungerer helt fantastisk! Det er virkelig et talent at kunne tage de samme dilemmaer op, som er set så mange gange før, og så behandle dem på en så ny og glimrende måde. Alene af den grund fortjener de 4 kvinder en klapsalve. Når det så er sagt, skal det også siges, at der sketches og jokes, der ikke fungerer efter hensigten, men langt størstedelen af showet fortjener nu engang rosende ord.
Kvinderne har endvidere fyldt showet op med en række hysterisk morsomme sange! Ud over at teksterne er sjove og godt skrevne, er de også utroligt ørehængende, og lette at synge med på. Endnu en klapsalve til de 4 kvinder. Showet må siges at være henvendt til kvinder mellem 30 og 50, men kan sagtens ses af både ældre og yngre, da de fleste på den ene eller den anden måde, vil kunne genkende en eller flere situationer. Alt i alt et rigtig godt og morsomt show, som helt klart bør ses! Stor applaus!
Filmen er venligst stillet til rådighed af NTC A/S