Skriv en kommentar
Til gengæld er det et ganske udmærket valg hvis du er ude efter en kærlighedsfilm med substans og anderledes vinkler.
Closer er baseret på et skuespil af Patrick Marbers. Instruktøren, Mike Nichols, har tidligere overført teaterstykker til filmlærredet med Oscar-nomineringen ”Who’s afraid of Virginia Wolf” og Oscar-vinderen ”Fagre Voksne Verden”. Senest har han gjort sig bemærket med tv-serien ”Angels in America”.
Filmen ”Closer” modtog for nylig to Golden Globes, da både Clive Owen og Natalie Portman kunne hive to med hjem.
Closer kan ved første øjekast virke som endnu en kærlighedsfilm med Julia Roberts, som sød kvindelig part i en historie, der skal ende lykkeligt mellem to mennesker. Dette er ikke tilfældet.
Kort fortalt er handlingen rettet mod fire mennesker. Fire mennesker der krydser hinanden og danner ramme om et drama spillet ud mellem to par.
Dan (Jude Law) støder tilfældigt en dag på Alice (Natalie Portman). De bliver kærester, men fotografen Anna (Julia Roberts) kommer imellem dem. Samtidig indvikles en helt fjerde person, i form af lægen Larry (Clive Owen), i trekantsdramaet, der langsomt udvikler sig til et drama mellem fire personer.
Historien er ikke videre interessant og filmen kører langtfra i et hæsblæsende tempo, men skuespil-præstationerne er intense og vedkommende.
Closer er et klassisk kærlighedsdrama, men fremføres ikke som man er vant til. Som Time Magazine proklamerer i filmens reklame, er det en kærlighedsfilm for voksne. Og handlingen og fremførelsen er ganske vist heller ikke for sarte sjæle.
Der er ikke noget i denne film der får en til at glæde sig over kærlighedens uransaglige veje. For her bliver publikum hevet igennem løgne, bedrag og iturevne illusioner.
Dialogerne emmer af sex og beskidte ord og følelserne præsenteres direkte og tæt på.
Viklet ind i flashbacks og tidsspring fortælles historien i et roligt, langtrukkent tempo. Scenerne er trukket ud til det yderste og til tider kan man som publikum sidde og krumme tæer over det ærlige og langtrukne udtryk dette giver.
Det der giver filmen essens og karakter er personernes usympatiske fremtræden. Intet er romantisk og rosenrødt på trods af kærligheden mellem personerne.
Filmen har som helhed en tendens til, at virke uden nogen særlig retning. Man får som publikum ikke svarene serveret, hvilket kan virke usammenhængende og uroligt. Derfor bliver filmen sikkert en man enten hader eller elsker. Eller en film, hvor man bare har svært ved at tage stilling til hvorvidt man synes filmen er god eller ej.
