Skriv en kommentar
En gruppe venner holder en afskedsfest for Rob, der skal en tur til Japan og arbejde. Til festen ankommer Beth, en pige Rob et par uger i forvejen har haft et forhold til, samt hendes ledsager for aftenen. Rob har ikke rigtigt kunne slå op med Beth, da han har ægte følelser for hende, og efter et mindre skænderi tager hun hjem igen. Så sker det uventede. Bygningen ryster, og når vennerne tager ned på gaden for at se hvad der sker, er det ikke blot et jordskælv – et monster er i gang med at ødelægge New York.
”Cloverfield” er hverken revolutionerende i form eller indhold, men det er nu stadig bundsolid underholdning. Det er ikke kun monsterfilm, der er på vej frem igen (sidste års ”The Host” samt ”D-War” i år er andre nutidige bud i genren), men formen kendt som POV (Point Of View) er ligeså ved at blive ganske populær. ”Cloverfield” er nemlig en film, der bliver vist igennem et enkelt kamera, som vennen Hud fra festen bærer rundt på, og udødeliggører i vennegruppens skæbnesvangre rejse. Hvis du ikke ved helt hvad jeg mener, så kan du sikkert huske ”The Blair Witch Project”, der nok er den mest succesrige film af denne type hidtil, men ligeså klassikeren ”Cannibal Holocaust” havde selv samme idé. Det er naturligvis ikke en særlig original idé, men den er virkelig effektiv. Selvom ”Cloverfield” bryder nærmest samtlige dogmeregler, har filmen den samme autencitet som de danske dogmefilm. At karaktererne ligeså er troværdige om end dumdristige amerikanere og ligeså spillet af forholdsvis ukendte skuespillere, hjælper også en hel del. Der skal dog advares med store bogstaver, at hvis du blev søsyg under ”The Blair Witch Project”, er ”Cloverfield” langt værre hvad angår det rystende kamera.
”Cloverfield” har haft en kæmpemæssig hype omkring sig i staterne, og det er ikke udelukkende spørgsmålet omkring, hvad det er der ødelægger New York, men også det faktum at produceren J.J. Abrams (serien ”Lost”) står bag filmen her. Instruktøren hedder Matt Reeves, og har tidligere arbejdet på en del amerikanske serier, og ligeså instrueret en film for over 10 år siden – dog uden den store succes. Reeves kan dog læne sig tilbage og se millionerne rulle ind, for ”Cloverfield” er allerede nu en gigantisk succes. Det er ikke helt dumt at lade hele historien foregå igennem et kamera, der på sin vis endda har hovedrollen og bidrager til filmens fine morale, for de slørede og hoppende billeder understreger filmens mystik, og her har Reeves godt fat om sin kunstform.
Skuespillet er generelt helt i top, selvom der nok ikke falder mange nomineringer til filmens skuespillere. Filmens egentlige hovedperson er åben for diskussion, for vi følger Rob igennem Huds kameraføring. Rob bliver spillet af Michael Stahl-David, og hans sympatiske og målrettede figur rammer plet. Derimod er T.J. Miller som Hud noget mere flagrende. Hud er en halvdum og fjollet karakter uden timing, og selvom man stort set aldrig ser ham, hører man altid hans små kommentarer i baggrunden. Det er måske ondt at bebrejde Miller for hans figurs mangler, men med en bedre levering af replikker kunne han have undgået nogle af filmens værste øjeblikke.
Kan du klare det rystende kamera, og er du til monsterfilm i det hele taget, så er ”Cloverfield” bestemt anbefalelsesværdig. ”The Host” og ”Ormen” er stadig mine favoritter i genren, men ”Cloverfield” ligger da allerede nu klar på min DVD-indkøbsliste til et gensyn. Filmen har en helt fin pointe, der ganske vist er fortalt igennem en noget klicheplaget kærlighedshistorie, men kan man ikke bare være helt ligeglad, når man får at se, hvordan New York bliver destrueret af et gigantisk monster?
