Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er ikke mange af 80’erne og 90’ernes actionhelte der har fastholdt samme niveau i karrieren til i dag. Faktisk ingen. Men Steven Seagal må siges, at have dykket allerlavest. Seagal har ellers formået at lave et par film årligt siden hans storhedstid, men utroligt nok har hver og en skudt helt vanvittigt langt ved siden af. Med så mange film i bagagen, kan man ikke undgå, at et par stykker kan kaldes seværdige, men udover den lille håndfuld af seværdige film siden toppen af karrieren, har Seagal kun formået at gøre en ting - blive federe. Og nu er han altså kæmpefed. Ikke at der er noget galt med det, men når man blander fedme med action uden en ironisk distance, bliver det nærmest utåleligt at overvære. Især når Seagals roller skal forestille at være såkaldte one-man armies.
I “Code Of Honor” overgår Seagal sig selv. Som altid spiller han en eks-militærmand - denne gang har han fået nok af korruption. Bandemedlemmer, politikere og andre små- og storkriminelle bliver ofre for Colonel Robert Sikes’ selvtægtsmission. I hælene på ham er politiet, som naturligvis har ret svært ved at følge med - for den kæmpefede Seagal er lynhurtigt, hamrende klog og dødelig.
“Code Of Honor” er voldelig. Meget voldelig endda. Det er absolut filmens største lyspunkt, at den ikke er bleg for at vise volden der foregår i filmen, selvom det så er klippet forvirrende sammen og filmet af en bunke amatører. Men netop volden holder filmen underholdende og interessant, selvom den måske er moralsk uanstændig. For istedet for at fremstille Seagals hovedrolle som den psykopat han er, skaber den en vis sympati for hans figur, da den som bekendt er hovedrollen. Som publikum bliver vi fortalt, at selvtægt er helt ok, selvom den forsøger sig på, at holde sig på balancen af det etisk ukorrekte. I denne omgang er Seagal ikke langt fra Marvels The Punisher eller endda Stallones Rambo, men uden indblik i karakteren eller en tilpas moralsk afstand, bliver “Code Of Honor” en ubehagelig misforståelse af nostalgi. Der er ingen tvivl om, at filmen gerne vil minde om datidens actionfilm, men hvor “Commando” tilføjede humor til sit selvtægtseventyr, vil “Code Of Honor” gerne tages seriøst. Den forsøger nemlig med en halvhjertet morale.
Seagal er måske vokset til dobbelt størrelse, men det er hans film ikke. Troede du han var en elendig skuespiller i 90’erne, vil jeg anbefale dig at se “Code Of Honor” blot for perspektivets skyld. Udover den udpenslede vold, der på sin vis er svær at anbefale i sig selv, er der ikke meget ved “Code Of Honor”. Den prøver at være kunstnerisk, nostalgisk og dyb men ender som en parodi på sig selv - en joke som ingen forstår. Med det sagt er det vel Seagals mest underholdende film i årevis. Ikke at det siger det store i sig selv.
Billede & Lyd - 3/6
Billedet er en smule skizofrent med en masse forskellige udtryk igennem hele filmen. Generelt er det dog med gullige nuancer og tilpas skarpt uden at direkte imponere. I de mørke scener forsvinder detaljerne dog en del, dog uden at falde helt til jorden. Dialogen har en tendens til at drukne i lydsiden, hvor lydeffekterne virkelig får lov til at vise sine muskler. Musikken er en smule tam dog uden den store dybde i bassen.
Ekstramateriale - 1/ 6
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Scanbox.
