Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den japanske instruktør Shion Sono er en sær snegl. Selvom jeg endnu ikke har set mange af hans film (en fejl jeg meget gerne vil rette op på), er det stadig et faktum man hurtigt kan konstatere. Hvis man har blot en smule kendskab til nutidige japanske film, kender man også til hans gennembrudsfilm ”Suicide Club”. En farverig omgang splat og humor, men bestemt ikke uden en masse tanker bag. Siden da har manden lavet en god portion film, og blandt dem jeg har set, står det 4-timers lange epos ”Love Exposure” som en klar favorit. Da jeg så denne film i Berlin, besvarede instruktøren på spørgsmål efter filmen, og selvom jeg allerede vidste det i forvejen, blev det her soleklart – Shion Sono er en sær snegl.
Med ”Cold Fish” går Shion Sono nu forholdsvis nye veje. Selvom han fortsat bliver i den blodige ende af skalaen, er filmen langt mere rå, dyster og ubehagelig end mange af hans tidligere. Humoren er stadig at finde rundt omkring, men der er mindre af den, og den er ikke ligeså bastant og farverig, som man er vant til. Netop det farverige udebliver i filmen. For det meste er filmen meget mørk i billederne, blandet med lidt grålige nuancer, og kun afbrudt af det knaldrøde blod. Visuelt hænger det meget godt sammen med filmens tone, men det skaber naturligvis en meget ubehagelig stemning, især når filmens tempo sniger sig af sted over 2 en halv times spilletid. Spilletiden er i sidste ende mere et problem for filmen, da den er svær at engagere sig i, da den foretrækker at holde sit publikum på afstand igennem sin naive hovedperson og de sager han udsættes for. Langsomt bliver han tvunget udi at begå mord, og med den typiske japanske kvindefjendskhed, gør hans kone ikke meget for at stoppe ham, da hun blot er en karikatur. ”Cold Fish” har mange piller man skal sluge undervejs, og den er meget svær at sætte sig ind i, hvilket både er en fordel og en ulempe. På sin vis bliver slutresultatet aldrig direkte tilfredsstillende, da filmen langsomt men sikkert søger mod afgrunden, men på en anden måde, har du sikkert aldrig set en film lignende før.
Selvom dette bestemt er den værste film jeg endnu har set af Shion Sono, er den stadig unik, bemærkelsesværdig og anbefalelsesværdig. Man skal selvfølgelig have mod på filmen, dens tema og tempo, og det er bestemt heller ikke en film for alle, men den er immervæk sin egen, og selvom man ofte føler, at filmen stikker en langfinger lige i fjæset på en, så gør den det på sin egen måde. Man efterlades med en følelse af fortvivlelse, og jeg tror at netop dette, er hele pointen med filmen. At man så skal igennem 2 en halv times hård kost for at nå dertil, er så en helt anden sag.
Ekstramateriale – 2/6
Et program går lidt bag om kameraet, men virker så amatøragtig i sin opsætning, at de fleste vil falde hurtigt fra. Derudover er der en række trailers.
Another World Entertainment.
