Skriv en kommentar
Journalisten Baldur (Þröstur Leó Gunnarsson) er en skørtejæger. Han nedlægger kvinderne, men kan ikke binde sig til dem. Skyldes det hans manglende faderfigur, moderens overbeskyttende adfærd eller andre faktorer? Det får vi egentlig aldrig at vide, og det er også ligemeget.
Baldurs kollega har en sag om et dødsfald på et kraftværk. Men den sag overtager Baldur på egen hånd, da moderen fortæller ham, at den døde er hans far. Hun har ikke ønsket, at Baldur skulle kende ham, for han var no good. Baldur raser over dette svig og sætter sig for at undersøge sagen. Om det så skal koste ham stillingen på avisen. Han tager job på kraftværket, og går straks i gang med at forfølge sporene efter faderens mystiske exit.
Herefter følger opklaringen skridt for skridt. Og i tilgift for Baldur en ægte kærlighed måske.
Den nordiske krimi udemærker sig i følge Bo Tao Michaëlis ved at være sine nationaliteter tro. Den søger ikke at gøre hverken København eller Reykjavik til et gangsteragtigt Chicago, men forholder sig oprigtigt til egen situation. Et mord for eksempel. Som skal opklares. Over en kop kaffe. Med landskabet som romatiserende baggrund.
Bo Tao Michaëlis indleder Nordatlantiske Biodages officielle start (ja officielle, der var jo en indledende ekstraordinær biodag med Høeghs dokumentar Spejlinger – Tarrarsornerit, hvilken selvfølgelig også er anmeldt her på ON-Z), og Bo er en super veloplagt taler, der i sammenhængen her bryder ud i en humoristisk orienteret formidling af den nordiske krimifilm fra cirka 1940-45 og op til vore moderne dage, så det begejstrer salen til latter, grin, erindring og stort bifald.
Filmen Cold Trail fylder derefter lærredet, hvad den gør ganske godt. Dog med mindre ujævnheder i fortællingen, der betyder, at vi stadig ikke er helt i verdensklasse. Men tæt på. Problemet er visse, enkelte steder en kende ufrivillig morsomhed. Her er det svært at erkende, at det faktisk er vores egen Brygmann, der falder ud som forkert castet. Værst i den afsluttende scene hvor han da alt er endt godt og opklaret vender sig om og vandrer horisonten i møde. Det er for tykt. Om det skyldes at vi danskere kender hans ansigt for godt til at kunne placere ham i denne islandske fortælling, det ved jeg ikke, men det kan tænkes.
Ud over det så var der også en smule problemer med forudsigelighed i fortællingen. Visse af plottets udviklinger gætter man sig bare for nemt til.
Men problemerne er ikke mange, og man lever godt med dem. De er ikke altødelæggende, måske endog i højere grad en smule charmerende, netop som Bo Tao er inde på: Nordatlantiske.
