Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Oliver Stone der jo har for vane at lave provokerende og politiske film har med Comandante lavet et fint øjebliksportræt af Fidel Castro. Herhjemme har vi sidst hørt fra Oliver Stone med sidste års storfilm Alexander, der trods megen virak forblev en flad oplevelse. Det er jo ikke fordi han ikke kan lave film, Oliver Stone. Det er hans øvrige film, der også alle har et eller andet form for politisk budskab, JFK, Any Given Sunday, Født den 4. juli og så videre jo glimrende beviser på at han kan. Oliver Stone kan lide at provokere, eller i alle tilfælde pille lidt ved amerikanernes idealer. Det virker også meget naturligt at det er ham, der vælger netop Fidel Castro som sit emne for en dokumentarfilm.
Den gamle leder for det kommunistiske Cuba er jo en af USA’s gamle arvefjender lige siden revolutionen i 1959, hvor de revolutionære overtog magten på Cuba og smed den gamle diktator Batista på porten. Siden den gang har Fidel Castro været leder af Cuba, og flere gange været på kant med verdens ledere. Først og fremmest nok USA, der ikke bryder sig det mindste om at have en kommunistisk stat som nabo.
Oliver Stone giver os med portrætfilmen Comandante et både historisk og nutidigt billede af manden med magten. Vi følger i hælene på Fidel Castro mens han viser rundt på en skole, hos sikkerhedspolitiet og andre steder mens han snakker filosofi, politik og kultur med Oliver Stone. De opfører sig som gamle venner, og Fidel fremstår hele vejen igennem som en absolut sympatisk mand. Der er også klippet historisk materiale ind her og der, og vi ser Fidel i hans ungdom mens han kæmpede for revolution i junglen, og de mange begejstrede mennesker der hyldede ham gennem tiden når han holder sine taler. Filmen er ikke ret meget mere end nogle samtaler med Fidel Castro, som kameraholdet fulgte i nogle dage. Men så er den alligevel også en hel masse mere. For vi kommer tæt på en mand vi eller kun kender som manden i uniformsjakken eller manden med cigaren og skægget (selv om Castro holdt op med at ryge for 17 år siden). Vi kommer ind bag alle de politiske taler, og får et glimt af en mand der har oplevet både glæde og sorg, men som stadig den dag i dag tror på sine idealer og har den ubestridte magt i Cuba. Filmen er blevet til over tre dage og er klippet sammen af mere end 30 timers optagelser.
Den umiddelbare kritik af filmen kunne være at Oliver Stone aldrig får spurgt kritisk ind til de problemer Cuba trods alt har. Filmen maler lidt et glansbillede af landet og manden, men har man blot en lille smule kritisk sans er det ikke det mindste svært at bevare sin sunde fornuft og stadig nyde filmen. For det er en god dokumentarfilm, og det virker som om Oliver Stones projekt ganske simpelt har været at lave en film om en mand og en statsleder. Filmen vil i sin natur være politisk, men det er ikke det der er det essentielle. Vi får lov til at se hvad der gemmer sig bag skægget og det er en film, der burde være lavet for længe siden. Alt i alt kan den kun anbefales til folk der holder af den lidt anderledes dokumentar. Selv om den kvindelige tolk der småsnakker i baggrunden hele filmen igennem er lidt irriterende, kan det sagtens ignoreres.
Der er ikke meget ekstramateriale kun nogle slettede scener. Det kunne være interessant at have hørt mere om baggrunden for Oliver Stones portrætfilm og hvilke overvejelser han har gjort sig. Så ingen stjerner til ekstramaterialet, men filmen står nu også fint alene.
4/6 er karakteren for en omgang veludført dokumentarfilm.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.
