Skriv en kommentar
Man er næsten ved at blive lidt træt. Coronakrisen har sat en kæmpe dæmper på biograferne, hvilket er utrolig ærgerligt. Og når der så endelig kommer en ny premierefilm én gang om måneden, så ser det utrolig trist ud. Men nårh, nu får vi den alligevel og denne gang, kan spøgelser åbenbart rejse gennem Ipads.
Den autistiske dreng Oliver (Azhy Robertson) føler sig alene og ensom, da han har svært ved at kommunikere med sine klassekammerater. Ved et tilfælde møder han et mystisk væsen ved navn Larry, som popper op på en efterladt tablet. Og heldigvis vil Larry gerne være Olivers ven. Han vil bare helst ikke dele ham med nogen.
Det hele starter lidt underligt. Olivers mor spillet af Gillian Jacobs, er i gang med en bitter skilsmisse fra Olivers far. Det er der nu intet mærkeligt ved, da faren aldrig er der, og moren føler sig alene med sin autistiske søn. Det mærkelige er, at faren tager en brugt tablet med sig hjem fra arbejde, som lige pludselig indeholder et monster, som på mystisk vis har fundet sig vejen til Olivers ensomme sjæl. Men nej nej, Larry er ikke kun ude på at gøre Oliver bange. Hans familie og tvungne venner skal også lige have oplevelsen med. Og man sidder tilbage og tænker – hvorfor? Hvis Larry gerne ville have Oliver isoleret for sig selv, havde han vel blot gået efter drengen. I stedet er han ubehagelig at se på, og der er ingen logisk narrativ på, hvorfor Oliver overhovedet skulle gå med ham.
Det er næsten helt pinligt, den måde, de anvender autismen på i den fortælling. Som om, at autistiske børn ingen forbindelse ønsker til dele af deres familie eller blot sidder og ser ”Svampebob Firkant” på en skærm. Dette giver en ny form for spøgelser., Nemlig at nu rejser de bare igennem skærmene i stedet, men de skal lige bruge lys og pære til at få energi. Og billygter åbenbart. Der er så meget ulogisk i dette univers, og det er til tider ret grinagtigt at kigge på.
Skuespillerne gør hvad de kan, men de er også blevet fodret med et utrolig dårligt manuskript og dårlig instruktion. Hvis dit autistiske barn er utryg og ikke kan bruge ord, måske lad vær med at lade ham være alene, eller måske lige tjek op, hvis der er noget, som ikke burde være der i hjemmet.
”Come Play” genbruger gyserklichéer med forudsigelige jump-scares og ulogisk plot. Man sidder næsten og griner mere situationen end at føle sig skræmt.
