Torsdag den 18. august 2005
Kære Dagbog,
I aften startede CIFF rigtig for alvor, og det har været en meget lang dag.
Godt på vej til min første presseforestilling i Grand kl. 9.30 bliver jeg ringet op fra en kollega, som oplyste mig om at Emir Kusturica var blevet syg med hjerteproblemer og ikke ville komme, så pressemødet var aflyst. Han havde dog fået skaffet mig en billet til den store åbningsfest i Imperial i aften i stedet. Da Kusturicas film "Livet er et Mirakel" (Life is a Miracle) også vil blive vist der, droppede jeg presseforestillingen gik jeg rundt til de forskellige biografer for at komme i den rette festivalstemning. Jeg har altid syntes at duften af biograf var magisk, så jeg kan nemt sætte mig i den lille dreng fra ”Mine Aftener i Paradis” der var sidste års Open-Air-Film, sted dog er den magi aftaget lidt i de biografer, som stinker langt væk af dyrt bland selv slik og popcorn, mens dem med egen cafe får mig rigtig i biografhumør. Efter at have kommet rigt i stemning satte jeg mig ved frokost tid, ned på Cafeen overfor Grand Teateret og gav mig til igen at læse om filmene på CIFF 2005, bestille billetter og efter 5 kopper cafe latte og diverse crooissants herefter vandrede jeg derefter biograf til biograf igen, for at hente billetter til diverse film.
Da aftens højdepunkt nærmede sig oplevede en masse problemer med Metroen og der ikke kom nogen bus, så ankom jeg, ligesom en masse andre lidt forsinket til et propfyldt Imperial, med stjerner fra ind og udland blandet med dødelige danskere med hang til kvalitetsfilm og lyst til at føle sig lidt speciel og ikke mindst muligheden for at blande sig i sine stjerners verden for en aften.
Efter mange minutters venten og en velkomstdrink og hyggesnak med kendte og ukendte blev vi endelig lukket, udstyret med en lille pose bolcher ind i salen til en fantastisk åbning af CIFF 2005.
Aftenens vært Farshad Kholghi var i hopla og med et glimt i øjet, gjorde han nar han af filmbranchen i både lyd og billede og ikke mindst kropssprog, det blev dog lidt anstrengende i længden. Udover at optræde, som en anden stand-up udgave en melodi grand prix vært, præsenterede han os i mere seriøse vendinger os for festivalens 2 juryer.
Den ene – den officielle jury, der skal bedømme de 10 konkurrencefilm, består i år af:
Nicolas Roeg (Jurypræsident – Instruktør og filmfotograf fra England)
Baltasar Kormakur (Skuespiller/instruktør/forfatter fra Island)
Susanne Bier (Instruktør fra Danmark)
Udo Kier (Skuespiller fra Tyskland)
Arsinee Khanjiah (Skuespiller fra Canada)
Jeg vil i løbet af uge komme med et lille portræt af de enkelte medlemmer og rapportere fra pressemødet med dem.
I den anden jury, som for andet år skal uddele Copenhagen International Film Festivals Kvindepris i samarbejde med WIFT (Women in Film and Television) Danmark, finder vi i år:
Meta Louise Foldager (Filmproducent hos Nimbus Film)
Ane Skak (Medlem af WIFT, Filmkonsulent og tidligere leder af børnefilm Festivalen Buster)
Bettina Heltberg (Filmkritiker på Politiken)
Linda Wendel (Filminstruktør)
Charlotte Fich (Skuespiller)
Det var tydeligt at det var en populær sammensætning, for der blev klappet meget efter præsentationen af begge juryer.
Aften bød også på en lille prisuddeling af 2 priser.
Den første pris gik Niels Malmros, som med blomster fra alle hovedrolleindehaverne i forskellige film fra ”Drenge” og ”Lars-Ole 5C over ”Kundskabens Træ” og ”Kærlighedens Smerte” til ”At Kende Sandheden” blev han med stort bifald fra salen blev han hyldet for sine mange års arbejde i dansk film.
Emir Kusturica var den næste, som skulle hyldes men da han som sagt tidligere var blevet syg modtog en af hans venner prisen for og oplæste en tak fra ham. Emir Kusturica er en meget utraditionel og til tider temmelig provokerende instruktør, som man kan fristes til at kalde Balkans svar på Fellini. Hans nyeste film som vi kort efter prisoverrækkelsen blev præsenteret for denne aften og nat, er den livsbekræftende ”Livet er et Mirakel”, som viser ham i berusende, provokerende og musikalsk topform, i samme stil vi kender ham fra i hans Cannes vindende film ”Underground”. Fra første scene tromler filmen ud ad de jernbaneskinner, som ingeniøren Luka drømmer om skal forene Serbien med den serbiske del af Bosnien, hvor han selv bor med sin kone og voksne søn. Bedst som Luka får sat sin store plan i værk, bryder krigen ud, og snart er Lukas søn fanget af fjenden, hans lidt bimse, operasyngende kone stukket af med en ungarsk xylofonist, og han selv sat til at passe på en muslimsk sygeplejerske, som han forelsker sig i. Filmen havde masser af øjeblikke kan man ikke undgå at få smilet frem, hvis man da ikke griner højt ad et kærlighedssyge og grædende æsel, der prøver at begå selvmord ved at stille sig på togskinnerne, en sexglade korrupte politiker, der bruger sin elskerindes bagdel som boksebold i en ikke videre raffineret seksuel leg, eller buldrebassen af et postbud, der klistrer sine skakbrikker fast til brættet med syltetøj, så de ikke vælter under de voldsomme bombardementer. Grotesk vil nogen måske mene men bag det ligger der et bankende hjerte, hos en instruktør, der har meget som han gerne vil ud, selvom det måske ikke altid er lige nemt at få politiske budskaber ud på en underholdende måde. En egentlig anmeldelse vil du kunne læse her på On-z når filmen senere på året i de danske biografer.
Efter filmen var der musik og masser af mad og drikkelse, som afslutning på en lang og flot åbningsaften af CIFF 2005. Det var blevet sent så der var ikke så mange som blev og festede, men jeg fik da snakket med lidt forskellige mennesker om dels filmen vi lige havde set, men også lidt om den kommende uges program. Så efter også lidt til ganen og maven, var det hjem og hvile hovedet og gøre klar til den næste dag som står i de engelske films tegn, men mere om dem i morgen for nu kan jeg ikke holde mig vågen længere – God Nat og tak for en god dag CIFF 2005.
