Så lægger København endnu engang biografer, cafeer og andre lokaliteter til en spændende festival med masser af spændende oplevelser og gæster både i og udenfor salenes mørke. Festivalen varer 18 dage i år og der er masser af genre og lande reprsenteret, så mon ikke du kan finde en ting eller to, som falder indenfor din smag.
Du vil her på On-Z kunne læse om de forskellige ting som sker på festivalen og ikke mindst om dem som gæster den i form af anmeldelser, artikler og interviews.
Hvorfor PIX?
Ordet 'PIX' indgår som sidste del af festivalens navn, fordi man ønsker at understrege, at film - på engelsk 'pictures' eller forkortet 'pics' - er kernen i festivalen. Kombinationen CPH PIX er med til at tydeliggøre, at er tale om en international festival med fokus på de lokale publikum.
PIX refererer også til pixels, den mindste betydende del af et elektronisk billede, der i samlet flok skaber en helhed – et billede; som festivalen vil tilstræbe at give et sådant fokuseret billede af den globale filmverden. CPH PIX arbejder således ud fra devisen om, at dens filmudvalg skal være et repræsentativt billede af kvalitetsfilm fra hele verden.
Samtidig peger pixel på den teknologiske udvikling fra celluloid til digitale medier - og alle de kunstneriske muligheder, der følger med. Den udvikling vil CPH PIX også gerne afspejle.
Navnet CPH PIX lægger sig op ad CPH:DOX for at understrege, at festivalen er en del af samme stærke organisation, som har flere festivalstrenge at spille på.
Anderledes, tankevækkende, sjovt
Formålet med PIX er at give publikum adgang til nogle af de film, der ikke ellers er at finde i de danske biografer. Festivalens program er kendetegnet ved kvalitet og mangfoldighed og præsenterer en bred vifte af film fra hele verden - anderledes, tankevækkende og sjove film.
Men PIX kobler også filmenes verden sammen med events, aktiviteter, seminarer, fester og workshops. Ved særlige arrangementer flytter PIX filmene ud af biografen og giver filmens univers en ekstra dimension eller forstærker dens udtryk.
Spænd sikkerhedsselen ...
... for nu går det løs med 18 dage fyldt med oplevelse både i og udenfor biografsalens mørke. Så op af sofaen, få fat i en avis, og deltag i et par eller mange af de spændende arrangementer, der er på programmet i år.
En ting er sikkert ... Det bliver ikke kedeligt!