Den russiske medieoplevelse
På festivalens første dag startede også en af festivalens serier, nemlig CPH:MEETINGS. Her bliver udvalgte film om samtidsemner fulgt op af en debat. Denne dag hed filmen ’Our New President’, der er en montage af den russiske mediedækning af det amerikanske præsidentvalg, sammenflettet med forskellige kreative, russiske amatør-youtube-videoer. Fælles for det hele er en meget negativ indstilling til særligt Hillary Clinton og en yderst positiv holdning til Trump, ofte baseret på fejlagtige slutninger. Filmen har et klart budskab: russerne er meget glade for udfaldet af præsidentvalget, og de har sandsynligvis haft indflydelse på det. Det budskab er på ingen måder nyt, men desværre forekommer filmen lige så ubalanceret som den dækning, den viser. Selvom der nok er en vis anti-amerikansk stemning i Rusland, virker det usandsynligt, at det ikke er andet, og ved fuldstændig af udelade alternative holdninger fra verdens største land, kommer hele filmen til at virke en smule utroværdig.
Efterfølgende var der oplæg fra først professor Vincent Hendricks, kendt for det såkaldte boble-studier og derefter journalist ved Huffington Post, Andy Campbell. De snakkede begge om det aktuelle medielandskab, set fra hhv. en akademisk vinkel og en journalistisk oplevelse. Særlig Campbell havde nogle interessante indblik i, hvor fjendtligt den amerikanske højrefløj er blevet overfor journalister, hvilket ledte godt over til den efterfølgende debat.
Den foregik mellem fem danske mediemænd, nemlig Noa Redington (Helle Thornings tidligere rådgiver) Tom Jensen (Berlingske), Poul Madsen (Ekstra-Bladet), Jeppe Juhl (Newsspeak og 24Nyt) og Christian Lindhardt (DR). Temaet var hovedsageligt på fake news, som de næsten alle var imod, undtagen Juhl, der helt afviste, at mediebrugere skulle kunne falde for det. Netop Juhl er i mediekredse ofte set som en kontroversiel figur, da han bl.a. har startet 24Nyt, der har FoxNews og Breitbart som forbillede. Derfor udviklede debatten sig også hurtigt til en Juhl-mod-alle-og-alle-mod-Juhl, uden nogen egentlig blev meget klogere, eller fik flyttet deres synspunkter. Meget symptomatisk for det aktuelle medielandskab.
Det svenske Folkemøde
Som et modsvar på dette, kan man overveje at se den svenske ’A Good Week For Democracy’ og Sveriges svar på Folkemødet på Bornholm. Filmen giver et indblik i en række forskellige menneskers gøren og laden på festivalen. Der er de oplagt, som politikeren, der skal tage billeder til sociale medier, og tv-værten, hvis kollega har sovet over sig til morgenshowet. Men vi møder også flere af de ungdomspolitiske organisationer, demonstranten der beder om underskrifter på at der skal højere skatter på kød, lægen, der vil have Sverige til at støtte arbejdet med minerydning og tegnsprogstolkene, der diskuterer, hvordan man oversætter ’elevated debate’ på tegnsprog.
Det efterfølgende interview med instruktøren afslørede, hvordan tilfældigheder har spillet ind i at få de scener, de fik, men også hvordan stemningen på folkemødet har ændret sig over de sidste par år. Som i resten af verden er fløjene ved at blive trukket op, terrorsikring er blevet en nødvendighed, og ingen ved rigtig, hvor det hele peger hen.
Dansk films skamplet
Der er dog også nogle steder, hvor nogle får det bedre, om end udgangspunktet stadig er nedslående. Afsløringerne omkring overgreb på børn i dansk film i 1970erne har fyldt meget i medierne på det seneste, og DOX er ingen undtagelse. På Betty Nansen Teater kunne man derfor se andet afsnit af TV2’s dokumentar-serie ’De Misbrugte Filmbørn’, efterfulgt af en slags nedtones Q&A med to at journalisterne bag, samt fire af de kvinder, der er trådt frem med anklager mod instruktøren Ernst Johansen.
I dokumentaren fortæller kvinderne, hvordan Johansen overgreb og i nogle tilfælde voldtog dem, da de var børn. Det er hårdt at lytte til. En af kvinderne tager med et filmhold til Thailand for at konfrontere Johansen, og at han faktisk indrømmer en del af det, gør det ikke meget lettere.
Til gengæld er det lindrende at se, hvordan kvinderne i dag tydeligvis føler jeg lettet og styrket ved at stå frem og endelige, som de selv siger, placerer skammen hos Johansen i stedet for hos dem selv, hvor den ellers har ligget i over 40 år. Flere af kvinderne har aldrig fortalt om det før nu, hvilket kun viser, hvor hårdt det kan være for ofrene af denne slags overgreb af stå frem.
Udover de tre film nævnt her, er der som sagt over 200 andre film at opleve, og festivalen fortsætter til og med den 25. marts.
