Skriv en kommentar
Hver gang det lykkedes at færdiggøre en dansk spillefilm uden om studier, filminstitut og offentlig støtte, så klapper jeg i mine små hænder. Folk som Kim Sønderholm der har skrevet, produceret, instrueret og spiller titelrollen i ”Craig” har min dybeste respekt. De viser at dansk film ikke behøver være skrevet af Anders Thomas Jensen, Kim Fupz Aakeson eller Bo Hr. Hansen, produceret af Zentropa, Nordisk film eller Nimbus og have Nikolaj Lie Kaas eller Anders W. Berthelsen i hovedrollen. At det stadig, i disse dage hvor dogme-filmene er ved at være glemt, er historien og ikke pengepungen der gør det muligt at lave film.
Alt det sagt så må jeg desværre også tit konstatere at de ildsjæle der så får færdiggjort deres spillefilm, faktisk godt kunne have brugt lidt af den ensrettende undervisninge på filmskolen eller de dramatiske retningslinjer fra den offentlige filmstøtte. For både som det var tilfældet i eksempelvis ”Glimt” og den lignende ”Last Exit” så fejler ”Craig” ikke på de områder et større budget kunne have afhjulpet, men på mere basale, omkostningsfrie punkter. Den er simpelthen ikke stram og finpudset nok.
”Craig” er væsentligt bedre end både ”Last Exit” og ”Glimt” og den har også et væsentligt bedre production design end dem begge, men den kan ikke frasige sig de to films tendens til at falde igennem dramatisk, ej heller deres slappe fotografering. Kompositionerne er tamme med al for megen uprovokeret luft og tomrum omkring figurerne, stemningen er til tider alt for selvhøjtidelig og dramaet slet ikke intenst nok. Oven i det spænder Sønderholm ben for samtlige medvirkende, inklusiv sig selv, ved at lade sin film udspille sig på engelsk. Man er ikke et sekund i tvivl om at næsten alle medvirkende er danskere og i en komedie ville det da have været vældig morsomt med de kluntede accenter, men i en film der gerne vil tages så seriøst som ”Craig”, da er det en fejl at sætte så stor en barriere op for sine skuespillere, der alle bruger alt for mange kræfter på bare at forsøge at fremføre den klichetunge dialog uden for mange fejl. Jeg forstår ikke denne internationale tendens til at indspille sine film på engelsk (se ”Last Exit” og den svenske ”The Secret” for andre eksempler) og jeg nægter at tro på at det kan skaffe et større marked for en film der i forvejen kun vil henvende sig til et meget lille publikum.
Sønderholm selv er ellers nogenlunde overbevisende som Craig, en halvbuttet fyr der efter at have mistet sine forældre til en stor brand der også efterlod hans søster i coma, forsøger at genfinde balancen i sin i forvejen noget bristefærdige tilværelse. Drillerier på jobbet, ubrugelig vejledning fra sin bedste ven og adskillige nederlag i dating-spillet skubber til sidst Craig udover kanten og han tager på en morderisk tur ned ad Istedgade. Den psykologiske rutschebanetur er til tider overbevisende fra Sønderholm der gør hvad han kan for at portrættere sin figur, men det øjeblik en anden skuespiller træder ind i billedet så er det mere eller mindre dømt til at gå galt. Sådan skifter filmen hele tiden mellem mere eller mindre overbevisende scener, indstillinger og stemninger. Nogle ting fungerer rigtig godt, andre falder fuldstændig igennem.
Den mærkværdige dynamik forlænges også ud i filmens inkonsekvente ståsted mellem psykologisk gyser og ren eksploitation. På den ene side klippes der altid væk fra de værste grusomheder og filmen er på ingen måde særlig blodig. På den anden side dvæles der alt for lang tid ved de mange mange nøgne kvinder der mere eller mindre provokeret dukker op (jeg tror bestemt filmen har en eller anden rekord her). Det er et mærkeligt og ubalanceret grænseland der på den ene side forsøger at appelere til tilskuerens evne til at sætte de værste grusomheder sammen i fantasien, på den anden side ingenting overlader til fantasien når det gælder sex.
Craig er en modig dansk film og den har hjertet og potentialet i orden, men alligevel fejler den som både thriller, psykologisk gyser og drama. Manuskriptet er ikke dynamisk nok, karaktererne trods alt en tand endimensionelle og historien for forudsigelig. Alligevel tager jeg hatten af for Kim Sønderholm og hans hold af hårdtarbejdende entusiaster for bare at have fået filmen færdig. Det har uden tvivl været glimrende øvelse og jeg ser frem til deres næste projekt.
Billede- og lydsiden på DVDen bærer seævsagt præg af de budget-mæssige retriktioner, men lyden er klar og forståelig helt ned i hver eneste accenterede pinlighed. Billedet er grynet og tydeligt farvekorrigeret fra tid til anden og særligt de mange mørke scener kan være svære at følge med i, men det accepterer man gladeligt.
Skiven indeholder en solid, lille håndfuld bonusmateriale. Først kortfilmen ”Mental Distortion” der på mange måder foregriber både de gode og de dårlige sider af ”Craig”. Dernæst en 20 minutters making of, hvilket vil sige et langt interview med Sønderholm og et kort med komponist og skuespiller Russ Diaper, en stribe slettede scener, et galleri og trailere for ”Craig” og andre AWE-titler. Fint og velvalgt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
