Skriv en kommentar
Gud skabte kvinden. Og så skabte han Ryan Gosling.
Til teenagere: Daaamn, the boy´s got triceps.
Til unge kvinder: Suk. Ryan Gosling er bare lækker. Og talentfuld. Og lækker. Og har vidst nok noget kørende med Olivia Wilde. Suk.
Til modne kvinder: En oplagt kandidat til et - Mrs. Robinson/Prinsesse Alexandra – projekt. Miav.
Ryan Gosling er, selv ud fra et XY-perspektiv, en gudbenådet skuespiller. Hvem husker ikke hans perfekt præciserede psykologi i The Believer (2001)? Hvem har ikke beundret/misundt hans skærende præstation i tragedien om The United States of Leland (2003)? Hvem har ikke klistret sine indre hjertevægge med hans drøm af en drømmefyrpræstation i The Notebook (2004)? Og hvem har ikke grinet af og grædt over hans komiske uhøjtidelighed i Lars and the Real Girl (2007)?
Nu sætter han ild til sin humoristiske fakkel med en sexet playboy-rolle, der gør biograflærredet ligeså dampende hed, som bilruderne var det i elskovsscenen mellem Leo og Kate i blockbusterbomben Titanic (1997).
Cal Weaver (Steve Carell) er i fyrrerne, fed … og ja, færdig, da high school- kæresten og nu konen, Emily (Julianne Moore), kaster en dødbringende skislmissebombe i det slappe skød på den beherskede Cal. Emily har været Cal utro med en ivrig arbejdskollega (hvor originalt!) og gennemlever en slags midtlivskrise (Kan kvinder egentlig have sådan en?, spørger hun i filmen). Cals "perfekte" liv begynder at falde fra hinanden, men heldigvis når den selvglade player Jacob Palmer (Ryan Gosling) lige at snige sig ind i det krakelerede billede med gode råd, der ikke er dyre og smart tøj, der til gengæld koster. Cal bliver skubbet ud i datingverdens ubønhørlige jungle, men kan en stilfærdig, småkikset mand som Cal, der tror på everlasting looove gøre succes i et overfladisk datingunivers?
Crazy og Stupid
Er Steve Carell virkelig en skuespiller? Har han en reel identitet udenfor biografsalen? Findes han i det hele taget? Manden påtager sig jo den samme karakter i hver eneste film, så spørgsmålene er skam alvorligt ment. Også i Crazy Stupid Love synes hans sædvanlige ”jeg” at spøge igen. Er det sjovt? Ja. Er det genkendeligt? Absolut. Er det forudsigeligt? Om det er!
Selv om man ikke kan benægte mandens fantastiske komiske talent, er det efterhånden blevet brugt ligeså ofte som et tilfældigt toiletsæde på et offentligt toilet. Dét, som engang var mægtigt morsomt, er nu blot afmattede ekkoer, gennemvredne deja-vuer af en engang særlig talentmasse. Det er ikke sjovt længere. Det er ikke engang charmerende. Det er blot kommercielt, forceret, indifferent.
Når plottet så derudover har fisket samtlige rom-com-klicheer op af en fladtrådt og skrabet skraldespand, stiger kvalmetrangen eksponentielt med filmens udvikling. Hvorfor er amerikanerne (for ja, det er en indlysende inklination, der tydeligvis er altoverskyggende overseas) så forbandet forhippede på altid at feje enhver uenighed op, så den ikke ridser det overordnede billede alt for længe eller i det hele taget? Undertrykke enhver blivende konflikt, så den ikke vælter det påståede sammenhold? Negere enhver realistisk virkelighedsgengivelse, så en idealiseret løgn kan overleve? Crazy Stupid Love lider netop under denne kroniske patologi – den hvæsser aldrig tænderne tilstrækkeligt, filer på intet tidspunkt neglene skarpt nok, antager ingen faretruende grimasse. Den er ligeså tam som en kastreret hund, ligeså livløs som et stoppet dyr, ligeså intetsigende som en iscenesat valgplakat.
Manuskriptet må være blevet skrevet på brugt toiletpapir. Plottet må være blevet udtænkt i en katatonisk hjerne, hvor intet sker, og intet er. Skuespillerne (undtagen Ryan Gosling, der lyser filmen op, som var han Luke Skywalkers lyssværd, men inklusiv Julianne Moore, der må have fået en hjerneblødning, da hun sagde ja til rollen) suck big time! Projektet føles heller ikke ægte eller engagerende for dem. Det kan mærkes. Og det stinker (hold dig for næsen!).
Crazy Stupid Love er grundlæggende en decideret dum film om den komplicerede kærlighed, den første og sidste forelskelse og alskens midtlivs-overvejelser. Den er så dårlig, at enhver Paris Hilton - film er at foretrække. Den ene stjerne går derfor til charmetrolden Emma Stone, den anden til talentet Gosling.
Stupid havde været en mere passende titel. Og en eller anden i Hollywood, se nu at få installeret en ny filmpersonlighed i Steve Carell. Mæthedsgrænsen med denne udgave er nået!
