Den canadiske auteur David Cronenbergs sidste to film, A History Of Violence (2005) og Eastern Promises (2007), har høstet stor anerkendelse hos stort set alle anmeldere, som begejstret har rost filmene for at være fremragende, mainstream gangsterfilm med en god historie og speciel stor emotionel dybde. Biografgængerne har været begejstret for filmene, fordi det er actionfilm med gang i, der dog udover slåskampe og skududvekslinger også bruger tid på karakterudvikling.
Er jeg virkelig den eneste der synes, at disse film har fået mere ros end fortjent? Det er måske fordi Cronenberg er et imponerende navn, og de to film er langt mere tilgængelige for et stort publikum end hans tidligere film. Helt ærligt, det ville jo heller ikke være første gang, det er sket. Havde Joel Schumacher eller John Woo instrueret disse to film, havde alle sikkert sagt i kor, at de var fortærskede, uinteressante og overdramatiske.
A History Of Violence og Eastern Promises er da slet, slet ikke på niveau med tidligere produktioner som f.eks. The Dead Zone (1983), Videodrome (1983), Naked Lunch (1991), eXistenZ (1999) eller Spider (2002). Jeg siger skam ikke, at instruktørens seneste to film er dårlige film eller ikke er værd at se. Overhovedet ikke, men den næsten ukritiske modtagelse er bestemt ikke fortjent.
Min pointe med denne kommentar er blot at spørge, om jeg virkelig er den eneste, der synes Cronenbergs seneste to film blot er halvkedelige og oppustede gangsterfilm? Er jeg virkelig den eneste, der synes, historierne er banale, stillestående samt uoriginale.
Er det da også gået alles næse forbi, at dialogen og skuespillet i de to film er opstyltet og overdramatisk? Har alle helt overset, at Vincent Cassel og William Hurt overspiller til den helt store Bollywood-medalje i henholdsvis Eastern Promises og A History Of Violence. Især (ellers altid gode) Hurts præstation er helt over the top og decideret pinlig.
Viggo Mortensens karakters (Tom Stall) baggrund som gangster i A History Of Violence er slet ikke nok til at bære en hel film, og det er måske også derfor Cronenberg har tilladt den megen fokus på kulørte karakterer, som f.eks. William Hurt som Stalls meget farverige bror (Richie Cusack) eller Ed Harris’ smartass-håndlanger Carl Fogarty med det (over)dramatiske glasøje.
På trods af den ret så simple historie er dialogen både alt for forklarende og pop-smart. Filmens intensitet bliver underløbet, når alt hvad seeren selv skal føle eller tænke sig til bliver udpenslet malerisk af karaktererne i filmen. Den gode historie i A History Of Violence er jo netop det, der ikke bliver sagt eller ikke kan artikuleres af karaktererne, som f.eks. Tom Stalls forklaring af sin fortid over for sin familie – og ikke den grafiske vold eller broderens voldsomme tirade mod Stall.
Eastern Promises er klart den bedste af de to film, men også den er meget overgjort. Historien har lidt flere facetter at spille på end den første film, men flytter sig stort set ikke fra den simple præmis, filmen starter med.
Som i den første film er dialogen i Eastern Promises for udpenslende i stedet for at lade publikum tolke historien selv, og skuespillet er alt for kulørt. Vincent Cassel (Kirill) er nærmest irriterende overspillende i rollen som gangsterlederens skinsyge søn med den latente galskab lurende. Til sammenligning kan man tage Daniel Craigs rolle i filmen Road To Perdition, hvor Craig i modsætning til Cassel meget subtilt og på skræmmende vis antyder sin karakters djævelskab bag den skrøbelige facade som den oversete gangsterchefs søn.
De scener, hvor det er meningen publikum skal opleve karakterernes skrøbelighed og emotionelle dybde, føles klodsede som en elefant i en porcelænsforretning. F.eks. scenen i køkkenet hvor Armin Mueller-Stahls gangsterleder, Semyon, vælger at tale med Viggos karakter (Nikokaj) alene uden sønnen Kirill, der 4-5 gange siger: ”…but Papa!” er simpelthen bare for meget. Det samme kan man sige om scenen ved havnen hvor – igen – Vincent Cassels karakter står med uskyldigheden selv, en baby, i favnen og grædende og angrende siger: ”… but it’s just a baby, it’s just a fucking baby!”.
”Ja, det ved vi. Vi har forstået det”. Tale er som de siger sølv, mens tavshed i dette tilfælde er guld. Flere gange i løbet af begge film tænker man, at spændingen, ægtheden og intensiteten ville være meget mere virksom, hvis Cronenberg havde skruet ned for blusset på de farverige detaljer.
Personligt håber jeg at Cronenberg, trods den åbenlyse store succes med sit nyeste paradigme, vender tilbage til sit tidligere, skæve og uforudsigelige filmunivers, som har givet os mesterværket som Naked Lunch og den dybt originale eXistenZ. Det ville være dejligt, hvis man blev overrasket bare et par gange i den næste Cronenberg-film.
