Skriv en kommentar
Pludselig skændes de. Laust, den nye mand på trommer, på den ene side; storebror Jesper og bad boy Stig på den anden – mens lillebror Jacob holder sig tavs. Det er noget om øvetider. Et eller andet om at være der maksimalt for projektet. For bandet. Laust har problemer og vil have rum.
Men hallo: ”Min far døde, min søster døde og jeg stod og spillede festival i Vejle,” lyder det fra Stig. ”Er det en eller anden pagt, jeg ikke kender til, om at D-A-D, det fucker man ikke med,” svarer Laust igen. De skilles. Krise i bandet?
Torleif Hoppe, manden bag True Believer, har garanteret set både Kashmirfilmen Rocket Brothers og Metallicafilmen Some Kind of Monster for at finde inspiration til sin dokumentarfilm om det band, han har fulgt i mere tykt end tyndt i et kvart århundred.
Og rockstjernetjansen er ingen leg: så der skal være en sekvens, hvor de skændes. Hvor de går hinanden på nerverne. En ikke helt lille problematisk detalje ved ovenstående scene i True Belie-ver er så bare, at den hverken hænger sammen med det, der er gået forud, eller det der følger. Hvilket desværre er beklageligt kendetegnende for samfulde 88 minutter, løjerne spænder over.
Undskyld Torleif, den lidt naive tilgang til det filmiske medie er såmænd sympatisk, men det er på bundlinjen en amatørs værk, der har ramt enkelte af landets biografer. Dermed ikke sagt, at det ikke sporadisk underholder midt i al uordenen. Halvanden times selskab med landets mest uhøjtidelige rockband skal – og gør – kaste en stribe enkeltstående, morsomme scener af sig.
Flamboyante Stigs småfilosoferen; en gammel krejler, der prøver at hyre D-A-D til en havefest, da han ikke aner, hvem de er; ja, selv Jesper, der læser sin søn at tisse i en hæk og Stig, der sidder med udspilede øjne og spiser et æble, mens han tænker, bliver en slags, korte konkrete højdepunkter. Foruden al musikken, og stemningen, der følger med, som der heldigvis er masser af.
Men historien, den fortaber sig i Torleif Hoppes best of homevideo kavalkade. Det er historien om et band, ’Disneyland After Dark’ bestående af brødrene Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og Peter Jensen, der slår vildt og voldsomt igennem med deres tredje plade, No Fuel Left for the Pil-grims i 1989. De scorer en millionkontrakt med Warner og er snublende nær et USA-gennembrud.
Men så kom der nogen, der hed Nirvana, som Jacob Binzer siger. Så efterfølgeren, Riskin’ It All fra 1991 – bandets bedste, mener denne anmelder – gad amerikaner ikke høre. Det gad dan-skerne. Og D.A.D. har fra da af tilhørt gruppen af publikumsfavoritter, mens anmelderne ikke altid har været lige begejstret for deres varierende, men umiskendelige D.A.D.-lyd. Efter bund-skraberen Simpatico fra 1997 forlod Peter Jensen bandet. På det nærmeste forræderi, mener Stig. Uforståeligt, mener Jesper. Torleif Hoppe tager os en tur i nørdeland, hvor Peter Jensen nu er ingeniør. Savner han det ikke? Egentlig ikke. Han er færdig med at være teenager. Ind kom altså multiinstrumentalisten Laust Sonne, der måske/måske ikke har brudt en pagt om, at D-A-D, det fucker man ikke med. Han fik skudt noget vildskab ind i 2000-pladen Everything Glows, der står som hovedværket i det nyere D-A-D.
Den musikalske historie får vi ikke. Torleif Hoppe er ikke på noget som helst tidspunkt interesse-ret i at dykke ned i bandets musik, deres valg eller fravalg. I stedet får vi en diskussion om, hvor-vidt D-A-D skulle blive væk eller lukke Roskilde Festivalen fra Orange Scene i 2000, få dage efter den tragiske Pearl Jam-koncert, der kostede ni mennesker livet. De spillede. Og de spillede ifølge flere anmeldere deres smukkeste koncert nogensinde. Vi får selvfølgelig lidt tanker om Wig Wam Touren, der nærmest bankerottede dele af den danske musikbranche – og hængte D-A-D ud.
Men mest af alt får alt for meget om ingenting. Klippet og klistret så stumpvist sammen, at det efterlader True Believer som noget nær den mest rodede musikdokumentar, jeg har set.
Men musikken, den har vi.
