Skriv en kommentar
I ’The Man Who Wasn’t There’ var Billy Bob Thornton stilsikker og fascinerende cool i sit spil. Som instruktør på ’Daddy and Them’ ryster han markant på hånden, og resultatet er en film, der river sig selv fra hinanden i en mislykket blanding af komedie og familiedrama.
Claude (Thornton) er en smådrikkende tøffelhelt af en jaloux bondeknold, hverken mere eller mindre! Han er gift med Ruby (Laura Dern), der er om muligt endnu mere jaloux end Claude, en jalousi der hovedsageligt skyldes, at Claude tidligere har haft et forhold til storesøsteren Rose. De skal, sammen med Rose og Rubys mor, til Claudes familie, fordi hans onkel er anklaget for mordforsøg. Komedierammen er fra starten tegnet med fed tusch.
Karaktererne skildres stærkt karikerede i al deres bondske simpelhed. I mild grad lurer en udlevering af en befolkningsgruppe à la Polle Fiction. Man fornemmer dog, at det ikke er Thorntons intention, han vil gerne lave en seriøs komedie. Der er også enkelte lune indslag i filmens begyndelse. Eksempelvis Claudes mor, der afbryder familieskænderierne ved med et klap at tænde en syngende legetøjsgorilla. Meget sødt. Til gengæld går det helt galt, når Thornton prøver at lave komedie gennem dialogen. Det er kun Ben Affleck og Jamie Lee Curtis, der figurerer som et sagførerægtepar, som kan klare den disciplin nogenlunde.
Des længere filmen skrider frem, des mere overtager seriøsiteten og dramaet. Onklens retssag udvikler sig til en ligegyldig ramme for familiens indbyrdes gnidninger. Claude og Ruby er enten blodigt uvenner eller vildt forelskede. Og sådan glider filmen videre i en lille time. Det er frustrerende, at Thornton cirkler så meget rundt om denne jalousi, der fra begges sider bunder i naivitet og dumhed. Der gives også små hints til andre problemer i familien og den der retssag spøger stadig. Men ’Daddy and Them’ bliver aldrig det omfavnende og opløftende familiedrama, Thornton forsøger at lave. I stedet munder det ud i en patetisk omgang flødesovs, der er meget svær at tage seriøs, eftersom filmens første halve time gik ud på at vise, hvor latterligt dumme disse mennesker egentlig er.
