Skriv en kommentar
To dokumentationer omkring Lars von Triers seneste film Dogville har premiere på samme dag; nemlig Sami Saifs dokumentarfilm ”Dogville Confessions” og Kirsten Jascobsens bog ”Dagbog fra Dogville”. Førstnævnte er sat i værk af Zentropa, imens ”Dagbog fra Dogville” er blevet til på Kirsten Jacobsens eget initiativ og uden økonomisk støtte fra Zentropa, understreger forfatteren i indledningen. Der er allerede offentliggjort uddrag af bogen i adskillige landsdækkende dagblade omkring Dogvilles verdenspremiere ved Cannesfestivalen. Og den er, ja pressen er således velvilligt blevet brugt ved markedsføringen af filmen – og bogen.
Kirsten Jacobsens bog er inddelt i 5 kapitler; første kapitel, ”Driving Miss Dogville”, beskriver ankomsten til Trolhätten og de indledende prøver på settet (scenen); de to næste kapitler, ”This is an enchanted place” og ”Dogville viser tænder”, er inddelt i afsnit for hver optagedag og beskrivende afsnit kaldet ”Fortælleren”; fjerde kapitel, ”Lars von Trier”, består af interviews med en række af skuespillerne; det afsluttende femte kapitel, ”Frelser og manipulator”, er et interview med Lars von Trier.
Kirsten Jacobsen lægger ud med i ”Prolog” at sige: ”Dette er den sande historie om Dogville” (s. 8). Det er store ord og spænder unægtelig forventningerne hårdt op. Måske også for meget; ikke mange andre steder end i reklameverdenen, i sensationspressen og i dogmer (fx Dogme 95) vil man omgive sig med patent på sandheden. Lidt bedre går det med prologens afsluttende: ”Intentionen er at komme tæt på skabelsesprocessen og personerne, ikke at antaste deres ret til et privatliv.” (s. 8). Om end man igen må undre sig, denne gang over, hvorfor privatlivet skal fremhæves i forhold til skabelsesprocessen, men det harmonerer med den førnævnte sensationelle sandhed. Før det afsluttende interview med Lars von Trier proklamerer forfatteren, at hun ”ophører med at være fluen på væggen” (s. 547). Altså: vi skal på de næste 573 sider opleve skabelsesprocessen og personerne der indgår i den, og metoden forfatteren benytter sig af er en fluen-på-væggen-metode. Det er da også bemærkelsesværdigt, at forfatteren ikke på noget tidspunkt optræder direkte i teksten førend det afsluttende interview med instruktøren. Og det på trods af hvor afgørende personernes interageren de 31 intense dage i et noget nær hermetisk lukket filmstudie i Trollhätten fremstilles. Hvad betød det, at Kirsten Jacobsen tilsyneladende kunne bevæge sig frit mellem høj og lav, stjerner og vandbærere i miljøet? I øvrigt nævnes instruktøren Sami Saif og hans dokumentarfilmsprojekt Dogville Confessions på samme måde kun sporadisk i teksten.
Imdlertid lykkes det Kirsten Jacobsen til fulde at vise: hvordan instruktøren og skuespillerne arbejder på settet; hvilket kæmpearbejde teknikken bag en tilsyneladende meget enkel filmproduktion leverer (at hele filmen blev optaget på en scene med kridtstreger er efterhånden velkendt); og ligeledes hvilket utrætteligt arbejde produceren og hele hendes stab leverer dag og nat. Her er masser af guf at hente for den der vil opleve, hvad der udover en masse talent kræves for at skabe en sublim film.
I centrum for produktionen og i Jacobsens bog står først og fremmest skuespillerne, især stjernerne Nicole Kidman, Lauren Bacall og Paul Bettany. Ikke at vi kommer frygtelig tæt på dem; Jacobsens flue er ikke fløjet sig ind i deres hotelværelser, og egentlige samtaler med dem gemmer Jacobsen til de afsluttende interviews sidst i bogen, men så snart de forlader privaten er fluen der og registrerer bevægelserne. Det er både styrken og svagheden ved fremstillingen; på den ene side lægges her op til kulørt lir a la tabloidpressens, ´så gjorde de det og så gjorde de det´, på den anden side får man et levende indtryk af den enorme iscenesættelse i iscenesættelsen en sådan superproduktion er. Har man set det færdige resultat, Triers følelsesmæssigt intense mesterværk Dogville, er det nærmest chokerende at opleve den tilsyneladende overfladiske, nogle gange kyniske jongleren med følelser der foregår på og udenfor settet; her er både stjerner og vandbærere deltagere på godt og ondt.
Der er således mange konflikter gennem de 31 dage, ja man får nærmest indtryk af, at konflikterne er det brændstof produktionen bliver til på, på trods af manuskript, velfungerende teknik og producer med overskud. Én konflikt er dog central; nemlig den mandlige hovedrolleindehaver, Paul Bettanys vanskeligheder med både rollen og instruktøren. Her viser Jacobsens metode sig at være utilstrækkelig; at Bettany er nervøs, hæs og har svært ved at spille op til den tilsyneladende ufejlbarlige superstjerne Nicole Kidman, fortæller ikke ret meget, ligesom den fleurtende trekant der antydes med instruktøren som tredjemand slet ikke udvikles. Her er meget mere kvalitet at hente i Lars von Triers dagbog fra indspilningen af Idioterne.
Hovedvægten i Dagbog fra Dogville er lagt på, hvad der foregår på settet de 31 indspilningsdage; s. 65 – 495!
Det er svært at få øje på det rimelige i at slæbe læseren igennem noget der ligner minutiøse udskrivninger af, hvad især skuespillere og instruktør siger til hinanden på settet alle 31 dage, som om Kirsten Jacobsen er bange for, at vi går glip af guldkorn. ´Kill Your Darlings´ er åbenlyst ikke et arbejdsredskab forfatteren har benyttet sig af; med mindre hun mener, at en konkret opvisning af den opslidende kreative proces, at trække læseren igennem ”den samme proces”, er den bedste måde at udtrykke processen på. Men ordene slår slet ikke til uden sanselighed; her savner man virkelig at forfatteren træder i karakter, opgiver den kunstige flue og siger sin mening, tolker på den ene eller anden måde.
Det er dog tydeligt, at Kirsten Jacobsen gerne vil spejle udviklingen i filmen Dogvilles handling i det der foregår på settet, dels ved bogens inddeling i kapitler der stort set matcher filmens kapitelinddeling, dels ved afsnittene kaldet ”Fortælleren”. Men konflikterne på settet fremtræder ikke mere og mere åbenlyse, blot fordi de gengives så minutiøst, tværtimod er de der fra først til sidst; her har vi virkelig lyst til at smække fluen en ordentlig en og trække forfatteren frem.
Bogens sidste to kapitler er helliget interviews med skuespillere og instruktør. Fremhæves skal interviewet med Paul Bettany. Her oplever vi samme hudløshed som i Triers dagbog fra indspilningen af Idioterne. Skuespillerne oplever tydeligvis arbejdet med instruktøren Trier som en slags terapi, hvor rolle og jeg glider sammen. Men Bettany er den der mest åbenhjertigt forsøger at sige, hvad det handler om: ”Den måde, Lars arbejder på, er meget svær. Det er i sandhed svært, når der er én, der synes at sidde med alle kortene, og man siger: ´Fortæl mig lige, hvad det er, vi prøver at lave!´ Og man efterlades i mørket og får ikke et eneste skide svar.” (s. 510); ”Men så ringede jeg til Stellan (Skarsgård) (…) og spurgte ham: ´Stellan, hvad handler det her om?´
Stellan sagde: ´Det ved jeg ikke, og det behøver du heller ikke.´
Jeg spurgte: ´Hvorfor?´
Han sagde: ´Fordi det bare vil være en helt utrolig oplevelse. Han vil lære dig, hvordan man holder op med at spille.´
Derfor tog jeg jobbet! Og det var den rigtige beslutning.” (s. 512)
”At være skuespiller eller arbejde med filmoptagelser er et omflakkende liv. Man bliver let ensom. Det er en verden fuld af mennesker med umætteligt begær, og det gælder også mig. Men jeg synes, det er meget deprimerende, når jeg må indrømme over for mig selv, at netop begær og bekræftelse er dét, der får os til at blive ved."”(s. 517).
Interviewet med Lars von Trier der lukker og slukker bogen fortæller ikke noget som den opmærksomme læser/tilskuer af den allerede omfattende dokumentation af instruktørens arbejde ikke allerede vidste. Om arbejdsmetoden, der slog igennem med Idioterne, slår Trier atter engang fast, at han konsekvent sampler optagelserne og derfor tager scenerne om og om igen, også når skuespillerne kører døde. For skuespillerne bliver det terapi, hvor instruktøren optræder som frelser og manipulator, overskriften for interviewet, for Lars von Trier bliver det kunst.
Som altid savner man, at Trier går åbenlyst i clinch med sine fortællinger. Her bliver det til en underholdende snak om dramaturgi.
Hvis kreativitet først og fremmest handler om hårdt arbejde, hvor man gør tingene om og om igen indtil tingene lykkes, ja så har Kirsten Jakobsen til fulde vist det med sin bog. Men det handler vel om mere end som så, bl.a. også det kunstnerne (skuespillerne og instruktøren, fotografen og ja også teknikerne) gerne vil frem til. Hvad Dogville er for en film kommer Kirsten Jakobsen stort set ikke ind på, men lader det være skjult og håber vel således på, at det efterhånden blotlægges ved den minutiøse og i sig selv ganske imponerende nedskrivning af ordene på settet. Men ordene slår slet ikke til uden sanselighed; man savner som sagt en egentlig optik forfatteren oplever de 31 intense dage i Trollhätten igennem. Personerne er så at sige frataget deres kroppe og gjort til de således mere eller mindre intetsigende ”replikker” de siger før ”Action!”. Når nu der ingen tolkninger er, mangler man sgu billederne - selvom bogen er fyldt med rigtige gode stills fra settet.
Gad vide om ikke "Dagbog fra Dogville" ville være et godt udgangspunkt for et filmmanuskript.
