Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Simon Staho er uden tvivl en af de mest interessante danske instruktører for tiden. Mange vil nok slet ikke kalde ham dansk. Han bruger jo næsten altid svenske skuespillere, og mange af hans film foregår i Sverige. Uanset hvor Stahos tilhørsforhold skal lokaliseres, vil jeg mene, at hans film er noget af det bedste, der kommer ud af Norden i disse år.
For tiden kan man berige sig selv i biografen med parforholdsdramaet Himlens Hjerte, der i ånden fra Ingmar Bergman og John Cassavettes hudfletter det moderne parforhold og den skrøbelighed, der per automatik indlejres, når to mennesker elsker hinanden.
Sidste år dukkede Daisy Diamond op i biograferne og blev ikke nogen større succes. Blot 2337 løste billet, og det er forbløffende få til trods for, at filmen bestemt ikke er uproblematisk.
Handlingen er i al sin enkelhed en baby, der græder næsten konstant og en mor, der langsomt går i opløsning. Moren, Anna (spillet til fuldkommenhed af svenske Noomi Rapace) drømmer om at slå igennem som skuespiller. Hun bliver da også inviteret til en række prøver, men babyen – lille Daisy – har det med springe ud i gråd, når mor netop er ved at performe. Skulle Daisy tie stille under en prøve, dropper filminstruktørerne alligevel Anna. Det er ikke så praktisk at ansætte en skuespiller, der er enlig mor, synes de at tænke.
Den første time af filmen er klart den mest vellykkede. Forholdet mellem mor og baby nuanceres løbende, og den sitrende dialog – som jo naturligvis mestendels er en monolog – mellem Daisy og Anne er særdeles velspillet og gribende. Som forælder har man fuld forståelse for Annes dilemma. Alle forældre har fra tid til anden lyst til at smide barnet ud af vinduet.
Iscenesættelsen af Daisy er også en af filmens væsentlige styrker. Altid iklædt det samme hvide sæt tøj, fremstår Daisy som emblemet på en baby. Og med skiftevis ømhed og sødme på en side og drifter, ja nærmest ondskab på den anden, bliver Daisy et væsen, der både kan forpurre og hele.
Et andet kunstnerisk vellykket greb er Stahos valg af de tekster, som Anna skal fremføre til casting. I teksterne sættes Annas eget liv i relief. Det er tekster om et besværligt barn; om en familie hvor datteren er udstødt og om et middagsselskab, hvor en datter fortæller sin far, at hun erhverver sig som luder.
Filmens anden time er langt mere problematisk. Nedturen for Anna føles uendelig lang. Og selvom det kunne bevirke, at det er desto hårdere og dermed også mere modbydeligt for beskueren, bevirker det faktisk det modsatte. Man bliver langsomt mere ligeglad med Anna. Staho minder i filmens sidste time om den samtidige Lukas Mooddysson. De to må vist ligge og konkurrere om, hvem der kan være mest kynisk og iscenesætte seksualitet mest brutalt og frastødende. Men i modsætning til Moodysson, synes bestialiteten i Daisy Diamond af noget konstrueret og falsk karakter. Af samme grund kommer filmen aldrig til at tage favntag med sit publikum på samme måde som Himlens Hjerte og den ældre Bang, Bang, Orangutang gjorde det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
