Skriv en kommentar
Yoshimi (Hitomi Kuroki) er den enlige mor, der midt i skilsmissen, må flytte lidt ud af byen, og med datteren , den seks år gamle Ikuko (Rio Kanno), skal ud at kigge på en lejlighed, der synes at have det hele, størrelsen og den rigtige pris. En stor betonklods, der ligger lige ved floden, en diset gråbrun affære. Ejendomsmægleren fører hende ind I ejendommen, og den ældre mand i receptionen giver dem nøgler. De går ind i elevatoren og kører op. Den ældre mand kigger lidt ufravendt på monitoren, der viser elevatorens indre, og ser pludselig efter at de er kommet ud, og elevatoren er ved at lukke sig, en underlig lidt sløret skikkelse komme frem fra hjørnet...
Yoshimi er underlagt den gamle japanske ydmyge skole, og ejendomsmægleren viser hende rundt, medens hun nærmest bukker af taknemmelig. Hun tager den, lejligheden på fjerde etage, og det hele synes nu at se lidt lysere ud for hende og Ikuko. Nu skal hun bare finde sig et job, og Ikuko en børnehave. Det bliver den der ligger lige i nærheden af deres nye hjem. Yoshimi skal til samtale. Yoshimi har opdaget en fugtplet i loftet i soveværelset. Og løbende fødder deroppefra høres med jævne mellemrum. Samme dag, er Ikuko forsvundet, og Yoshimi styrter rundt i ejendommen, og nede i stuen ved receptionen, ser hun på monitorens skiftende billeder at Ikuko er på vej op på tagetagen. Hun tager elevatoren op, og løber de den sidste etage op ad trappen, og ganske rigtig finder hun datteren, løbende rundt med en rød barnehåndtaske. Den aflevere hun nede i receptionen hos den ældre mand, der virker lidt uforstående, idet der udover Ikuko ikke bor andre børn i ejendommen, så det må være en udefra, og han foreslår at Ikuko kan beholde den, men det vil moren ikke høre tale om, og tasken haver på en glemte-sager-hylde. Ikuko skal i børnehave, og moren til jobsamtale den næste dag, men samtalen trækker ud, og moren må tilsidst løbe ud af døren for at kunne nå at hente datteren, der står udenfor i den silende regn. En lille pige med en rød taske i gul regnfrakke har stået et stykke væk fra Ikuko imedens hun ventede, men er nu gået. Yoshimis skyldfølelse vokser, da hun ønsker at være den perfekte mor, en mor hun ikke selv havde. På en pæl ved børnepigen ser moren et opslag på en lille pige i regnfrakke som er meldt savnet.
Nu er pletten i lejligheden vokset betydeligt, og små barnefødder lyder påny deroppe. Yoshimi beslutter sig at gå ovenpå, for at få løst problemet, og ringer på. Men intet sker, hun venter lidt, og tager så elevatoren ned igen, men lige inden den lukker sig, åbner den dør hun ringede på og en lille pige i gul regnfrakke lettere sløret på grund af elevatorens snavsede rude kigger ud. Yoshimi kører op igen, og ringer igen på, men igen er der ingen der åbner.
Pletten vokser, medens regnen siler, og ifølge receptionisten skulle der ikke bo andre børn i lejligheden, men Yoshimi kan igen høre lyden af barnefødder fra ovenboen. Og langsomt tager rædslerne til.
Hideo Nakata, der også er kendt for The Ring og The Ring 2, har igen begået et fantastisk psykologisk gys, der bygger på det enkle og nære, og ikke lefler for overdrevne effektmenageri. En enkelt og tiltider lidt underspillet historie fortalt med den silende metaforiske regn som det bærende element, lagt mod en våd grå trist betonklods, og en underdanig enlig mor, der er præget af det japanske mandesamfund, og derved inden historien rigtig starter, er underlagt det små råderum der er en enlig mor anvendelige. Historien er igen hentet fra det japanske svar på Stephen King, Koji Suzuki, og Nakata har igen formået at skildre med stor forståelse, og skære ind til benet, så man hele tiden har fornemmelsen at blive ført sikkert igennem. Skuespillet er glimrende og indlevende. Hitomi Kuroki der spiller moren har vundet flere priser I tidligere film, og mon ikke hun flere med denne præstation, som den ængstelige mor og underbo. Dark Water er et rigtig godt gys, hvor de bedste iøjeblikket synes at komme fra Asien. God fornøjelse i mørket.
