Skriv en kommentar
I den seneste tid er der lavet mange gode film omkring briternes store nederlag ved Dunkerque, eller samtiden deromkring, bl.a. Lone Scherfich's "Their Finest Hour" og en af de bedste film fra sidste år, Christopher Nolan's gigantiske mesterværk, "Dunkirk". Nazisterne havde omringet den britiske hær på stranden, en tysk invasion af England var på trapperne og bedst som alt håb synes ude, kunne soldaterne til sidst ane deres civile landsmænd, der kom dem til undsætning i alt fra lyst - til fiskerbåde. Det er formentlig den største triumf midt i et massivt nederlag nogensinde. Bag redningsaktionen stod Englands pressede præmiereminister, Winston Churchill, der egentlig blot havde fået titlen, fordi der ikke var nogle andre politikere, der turde tage ansvaret og sætte sig i det varme sæde. En mand, der måtte finde sig i meget hån og modstand, men som i sidste ende spillede en stor rolle i forhold til at slutte krigen, samt at England undgik at blive invaderet.
"We shall never surrender"
I den mørkeste stund viste Churchill handlekraft, ansvar og mod. Derfor er han stadig beundret på tværs af landegrænser, da han netop er blevet et symbol på den hårdføre resistens og viljen til aldrig at overgive sig, som stadig sidder limet fast på briternes rygrad den dag i dag. Og Joe Wright fanger glimrende denne smukke ånd i filmen, som man kan mærke, at han har yderst meget respekt for. Det kommer også til udtryk i manuskriptet, der dog også finder plads til noget velplaceret humor, som også var et karaktertræk hos Churchill. Det er ikke nogen fejlfri film, da der er lidt rod i handlingen nogle steder, og vi bliver også hevet noget langsommeligt igennem dagene op til Slaget ved Dunkerque. Og så er Kristen Scott Thomas, der spiller Clementine Churchill, alt for lidt med i filmen, i forhold til hvad hendes store talent berettiger hende til. Men det er dog alligevel tilforladeligt med disse enkelte fejl. For Wright instruerer til gengæld fornemt de intense verbale slåskampe, som Churchill måtte tage med både sine partifæller og oppositionen. Man mærker Churchills lange og seje kamp, for både at blive respekteret som politiker, elsket af folket og ikke mindst hans brændende ønske om at træffe de rigtige beslutninger. Hvilket han jo. som bekendt, endte med at gøre.
Enestående Gary Oldman
At Gary Oldman muligvis vinder en Oscar for sin præstation er fuldt ud fortjent. Bevares, han har ikke vundet statuetten endnu, men alt andet vil være uforståeligt. Han har allerede vundet alt andet, der er at vinde, så det ville skabe et enormt ramaskrig, hvis han ikke også tog den store pris med hjem på hyggekaminen. Det er en voldsom fysisk krævende rolle, og gemt bag det tunge lag af make-up, har han både ramt plet med Churchills bævrende og knasende mumlen, der dog emmer af autoritet, når han brøler igennem under talerne, og det stålsatte og beslutsomme blik i øjnene, der samtidig rummer en lunefuld og spøjs humor. Oldman holder grebet fast om os, tvinger os til at høre efter Churchills uforglemmelige og vise ord, når han fremstemmer de vigtige taler, og det er både bevægende og skræmmende troværdigt. Vi er aldrig i tvivl om, at Churchill kæmpede med både sin selvtillid og sit ego, når han skulle træffe de store og altafgørende beslutninger. En indre kamp, som Oldman virkelig formår flot at transcendere. I en scene, hvor han banker noget fornuft ind i hovederne på de stædige og skeptiske partifæller, kom jeg straks i tanke om en anden kraftpræstation, nemlig Daniel Day-Lewis' fortolkning af Abraham Lincoln. Sammenligningen skal forstås således, at det er i form af deres intensitet, indlevelse og overbevisende method-acting, der virkelig er i særklasse fra dem begge.
En glimrende bio-pic
"Darkest Hour" er en glimrende bio-pic, der viser os det enestående menneske bag Præmiereministeren under en af Englands hårdeste hændelser i 2. Verdenskrig. Og hvis man elsker godt skuespil, en inspirerende historie og generelt en virkelig god film, så bør man, uden at ryste på hånden, indkassere en billet og tage ind og se "Darkest Hour".
