Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det blev Matt Reeves, der fik den svære opgave at skulle lave efterfølgeren til Rupert Wyatt succesfulde oplivning af Planet of the Apes sagaen fra 2011, der om nogen var blevet lagt i graven med den nærmest pinlige Planet of the Apes fra 2001 med Tim Burton ved roret og Mark Wahlberg i hovedrollen. Franchisen er i den grad kommet tilbage på sporet med en efterfølger til Rise of the Planet of the Apes , der er mindst lige så god, hvis ikke bedre.
Der er gået ti år, siden vi forlod aberne og menneskerne på randen af kaos. Aberne med Ceasar (Andy Serkis) i spidsen lever i de californiske skove og tror menneskene er uddøde, mens menneskerne lever i et postapokalyptisk San Fransisco. Et skæbnesvangert sammenstød i skoven mellem de to racer får dog katastrofale følger, for selvom Ceasar på abernes side ønsker fred, og Malcolm (Jason Clarke) på menneskernes side ønsker det samme, så er det ikke alle der har lige stor tillid til hinanden. Koba (Toby Kebbell) har ingen tiltro til menneskene, mens menneskenes leder Dreyfus (Gary Oldman) heller ikke stoler på aberne. En kamp mellem de to racer synes uundgåelig.
Som efterfølger til Rise of the Planet of the Apes fungerer Dawn of the Planet of the Apes upåklageligt. (Ja, de har ikke gjort det nemt med de titler!) I et dejligt postapokalyptisk San Fransisco står vi på randen af en revolution mellem aberne og menneskerne, og man ender i sidste ende med at stille sig selv spørgsmålet, hvem er egentlig mennesket, og hvem er dyret?
De eneste gengangere fra den forrige film er aberne, men det gør ikke noget, for selvom både Jason Clarke, Keri Russell og Gary Oldman gør det godt i deres respektive roller, så står de i skyggen af de fantastisk spillede aber. Vi er nået til et punkt i teknologien, hvor jeg ikke længere kan se forskel på virkelighed og animation, og den realisme medvirker til, at handlingen bliver endnu mere intens. Andy Serkis er efter min mening ekstremt undervurderet, fordi han i sine mange CGI-roller (King Kong, Gollum, Kaptajn Haddock, Ceasar), ofte er bundet til at vise sit skuespil gennem mimik og kropssprog, hvilket han er fuldstændig eminent til. De følelser han formår at vise gennem sine øjne giver et realistisk portræt af et væsen, som er splittet mellem kærligheden til sin egen race og til sin kærlighed til den race, som han opvoksede hos.
Samtidig kan filmen ses som en allegori på, hvordan krig opstår i den virkelige verden. De to racers frygt, uvidenhed og intolerance overfor hinanden skaber krigen, og man kan ikke undgå at se ligheder mellem virkelighedens krigslige grusomheder, specielt i en afsindig flot, men også ekstremt ubehagelig scene, hvor aberne angriber menneskerne og Ceasars søn, Blue Eyes, står og ser sine venner og familie blive nedslagtet. Hans øjne i den situation fortæller tydeligt hans tvivl: er det det rigtige, det vi gør, og er det overhovedet det værd?
Hvor Rise of the Planet of the Apes fungerede som en rigtig fornuftig genstart af serien, så er Dawn of the Planet of the Apes en endnu bedre film end den første. På trods af en forholdsvis banal historie om kampen mellem to racer, som egentlig gerne bare vil overleve, så formår filmen med Andy Serkis i spidsen at skildre aberne som værende ligeså menneskeslige som os, og efter min mening ender det ud i en komplet og helstøbt oplevelse.
Ekstramateriale
Blu-Ray udgaven af Dawn of the Planet of the Apes indeholder en enorm mængde ekstramateriale, der kan få enhver filmelsker til at klappe i hænderne. 8 dokumentarer af forskellig længde går i dybden med bl.a. den vanvittige teknologi bag filmen, mens interview med både skuespillere og instruktør giver et fantastisk indblik i, hvordan en ny instruktør har formået at viderefører arven fra den første film. Det fyldestgørende ekstramateriale får 5/6 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
