Christopher Lambert var eminent i rollen som Connor MacLeod i filmen Highlander fra 1986. Siden hen er det gået mere eller mindre ned ad bakke. Og det ændrer Day of Wrath ikke betydeligt på – om end det er en af Lamberts bedre film.
Handlingen foregår i 1500-tallets Spanien, hvor inkvisitionen er på sit højeste. En række højtstående embedsmænd findes bestialsk myrdet og sherif Ruy de Mendoza (Lambert) går med al sin rationalitet og viljestyrke i gang med opklaringen. Straks mødes han af rensede gerningssteder og folk, der ikke vil udtale sig. Religionens mænd forpurrer i den grad opklaringsarbejdet for den stadig mere paranoide sherif.
Enkerne efter de døde embedsmænd lader som ingenting, og sheriffens kone vil ikke tro på sin mand. I stedet anerkender hun alt, hvad kirkens mænd siger, selvom det efterhånden bliver klart, at det er i troens rækker, de brådne kar skal findes.
Selvom filmen på ingen måde når op på niveau med den nært beslægtede Rosens Navn fra 1986, er Day of Wrath stadig en ganske seværdig film. Det skyldes dog ikke Lamberts præstation, som her når et virkelig lavt niveau. Sjældent har han da taget sig så kunstig og maskinel ud som her. Til gengæld vinder filmen ved et storslået kameraarbejde, overbevisende kulisser og forholdsvist gennemarbejdet plot som med
en række twist and turns formår at holde sin seer hen i spænding.
Ekstramateriale:
En trailer og et trailershow er alt. Og det er alt for lidt. Derfor en enkelt stjerne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.