Denne TV-serie er baseret på Enid Blytons klassiske og berømte børnebogserie "The Famous Five" og omhandler Georgina, Julian, Dick, Anne og hunden Tim som så udgør gruppen på fem. De render rundt og løser mysterier, kommer ud for en masse ballade, har det sjovt, og så videre...
Jeg kan ikke anmelde hvert afsnit her, så jeg skriver istedet generalt om hele tv-serien.
Serien her er udviklet til TV-skærmen af Richard Carpenter, der har beriget os med andre klassikere såsom disse fantastiske serier: Robin of Sherwood TV-serie, Dick Turpin (Landevejsrøveren), The Scarlet Pimpernel, og Catweazle.
Historierne er gode, velskrevede og de bevæger sig i et passende tempo så det hverken går for hurtigt eller for langsomt. De fire børn, der har hovedrollerne, klarer sig udmærket selvom de ikke ligefrem er voldsomt rutinerede. Mange steder er deres præstationer tåkrummende, men det er heldigvis ikke noget der rammer resten af oplevelsen.
Serien's individuelle episoder kører udfra mere eller mindre samme skabelon - de finder ud af noget mystisk, de kommer ud for noget ballade pga. deres nysgerrighed, de må flygte fra situationen og så vender de hjem og skurkene bliver fængslet, og hele den køre. Hvis man har læst en eller to af bøgerne er man ganske velbevandret i universet.
Ekstramaterialet er delt op på alle DVD'erne, og udgør en samlet dokumentar om seriens tilblivelse - den slags er som den slags er, og det er efterhånden noget vi forventer at få serveret på vores DVD'ere.
Som børneunderholdning er den her serie supergod. Tilpas spændende, uden at være for skræmmende, og fyldt med sød humor. En genial mandelgave - måske sammen med nogle af bøgerne?
Filmen er venligst stillet til rådighed af
PAN Vision.