Skriv en kommentar
Slagtersvendene Svend og Bjarne (Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas) arbejder for den sadistiske slagtermester Holger (Ole Thestrup), der nyder at pine de to svende med sine perfide kommentarer. Især Svend er et nemt mål, da han konstant er badet i sved. En dag – efter at Holger har kritiseret hans hjemmelavede marinade – bliver det for meget for Svend, og han beslutter sig for at starte sin egen slagterforretning. Lettere modstræbende går Bjarne med på ideen, der dog kræver at de begge kommer op med noget startkapital.
For at rejse sin del af pengene beder Bjarne om, at få slukket for sin tvillingebror Eigils respirator, hvilket vil frigøre forældrenes arv. Broderen har ligget i koma siden et frygteligt trafikuheld dræbte forældrene og Bjarnes kone, og Bjarne nærer dyb modvilje mod sin bror, af årsager der bliver klare i løbet af filmen.
De to får butikken op at stå, men på trods af en stor åbning med et til lejligheden hyret hornorkester får de ingen kunder i butikken. Den eneste kunde, der dukker op er deres tidligere chef Holger, der beslutter sig for at afprøve sine to tidligere svende: han køber kyllinge-filet’er til en middag han skal afholde om aftenen (selvfølgelig med den underliggende dagsorden at gøre Svend og Bjarne til grin).
Men da Bjarne ankommer til butikken morgenen efter er der en lang kø foran butikken. Alle kunderne er ude efter samme slags kyllinge-filet’er, som Holger købte dagen før. Åbenbart havde middagen været en stor succes, rygtet har spredt sig, og nu vil alle smage på godterne.
Bag scenerne foregår der imidlertid ting, som kunderne nok ville have sig betakket for at vide. De marinerede ”kyllinge-filet’er”, som Svend solgte til Holger dagen før bestod nemlig af udskårne dele af en elektriker, som Svend ved et uheld var kommet til at slå ihjel: elektrikeren var blevet låst inde i kølerummet da Svend forlod butikken et par dage tidligere. Og da Holger dukkede op så Svend sit snit til at tage en raffineret hævn over den sadistiske slagtermester.
Bjarne forsøger, dybt chokeret, at få Svend til at melde sagen til politiet, men Svend har et alvorligt succes-kompleks, og får overbevist Bjarne om at dette er den nemmeste måde at komme af med liget på og at de sagtens kan slippe afsted med det. Der var nemlig ingen, der vidste at elektrikeren var i butikken idet han udførte arbejdet for dem sort. Svend forsikrer Bjarne om, at det hele slutter så snart der ikke er mere tilbage af elektrikeren.
Men, men, men... Da elektrikeren slipper op og Svend om aftenen er ved at gøre butikken rent, kommer ejendomsmægleren Hans – kaldet Hus-Hans (Nicolas Bro) – på uanmeldt besøg. Svend tager livet af Hus-Hans, og så er der pludselig flere ”kylle-rylle” i køledisken og mere succes for butikken.
Og som om situationen ikke er kompleks nok, sker det utænkelige: da sanatoriet slukker for Eigils respirator dør han ikke. Han vågner i stedet op, og vil naturligvis gerne møde sin bror, der imidlertid vil gøre alt for ikke at komme til at møde ham!
Og her stopper handlingsresuméet. Hvis du vil vide mere om handlingen i De Grønne Slagtere, må du gå ind og se den.
Mange vil sikkert mene, at ”De Grønne Slagtere” er velkendt territorium for både Anders Thomas Jensen og hans to hovedrolleindehavere, der også begge var med i Jensens debutfilm ”Blinkende Lygter” (2000). Men det er kun delvist rigtigt. For selv om der er mange lighedspunkter mellem de to film, så er humoren i ”De Grønne Slagtere” langt mere sort og til en vis grad mere kynisk end i ”Blinkende Lygter”. Desuden er ”De Grønne Slagtere” langt mere absurd end ”Blinkende Lygter” nogensinde var, ja til tider direkte grotesk. Dette afpejles også af personerne, der er mere konstruerede end personerne i ”Blinkende Lygter”. For ligesom med handlingen er Anders Thomas Jensen gået et skridt videre med personerne og har givet dem nogle totalt forskruede baggrundshistorier, der forklarer hvorfor de opfører sig som de gør i filmen.
Når filmen er morsom virker alle disse ting meget, meget godt. Men desværre er filmen ikke en ren komedie, den veksler i stedet mellem komedie og drama. De dramatiske elementer kommer især ind i billedet efter Bjarnes bror Eigil (Nikolaj Lie Kaas) vågner af sin koma. Eigil er nemlig ikke en tossegod galning, der bare er med for at give filmen lidt ekstra spræl; han er i stedet en ”rigtig” retadereret person, som det tydeligvis er meningen at publikum skal fatte sympati for. Og når Bjarne afviser Eigil og behandler ham dårligt skal man tænke ”Åh, hvor er det synd..”
Det fungerer desværre ikke. Disse scener er patetiske og virker direkte fabrikerede, og det er ærgeligt for de er med til at bryde rytmen i en ellers meget velfungerende sort komedie.
Heldigvis er det humoren, der er i højsædet, og de andre drama-elementer der er med i filmen virker bedre end Eigil-vinklen. F.eks. da Bjarne (der har et problem med kvinder) møder en sød pige (Line Kruse) og forelsker sig. Men det er heldigvis humoren, der bærer filmen, og det er den man vil huske ”De Grønne Slagtere” for. Hovedpersonernes forskruede opførsel og deres lige så forskruede verdensopfattelse er naturligvis central, men de bizarre historier som også nogle af bipersonerne står for er også rigtig sjove – f.eks. præsten, der blev nødt til at spise sin egen kone på deres bryllupsrejse, og som derfor fatter mistanke til de to slagtere fordi han ved hvordan menneskekød smager. Eller historien om hvorfor Bjarne holder Eigil ansvarlig for forældrenes og konens død.
De to hovedrolleindehavere gør et fint stykke arbejde, omend det nok ikke har været deres karrierers mest krævende roller. Især Mads Mikkelsen er god som den konstant svedende Svend med den besynderlige frisure. Hans karakter er klart den sjoveste, og hans diktion alene gør faktisk filmen seværdig. Nikolaj Lie Kaas har noget mindre at arbejde med i rollen som Bjarne, omend han har et par rigtig morsomme replikker. Filmens morsomste replikker kommer dog i begyndelsen af filmen fra Ole Thestrups sadistiske slagtermester, da han forklarer en gammel dame hvorfor han er så fascineret af pølser! Resten af bipersonerne er ganske uinteressante, omend Aksel Erhardsen (Pastor Villumsen) altid har været god til at spille et rigtigt dumt svin. Mange vil nok genkende Erhardsen som skurken i den gamle julekalender ”Jul på Slottet”. Nikolaj Lie Kaas spiller i øvrigt også rollen som den retarderede Eigil.
Desværre gør sammenblandingen af komedie og drama, at ”De Grønne Slagtere” er en noget ujævn film. Den veksler mellem at være djævelsk morsom og jævnt kedsommelig (og i de dårligste øjeblikke næsten tåkrummende patetisk). Ikke desto mindre tøver jeg ikke med at anbefale den til alle, der kunne lide ”Blinkende Lygter”. Sandsynligheden taler for, at de også ville kunne lide ”De Grønne Slagtere”. Man skal bare være klar over, at humoren er betydelig mere grotesk, og så skal man i øvrigt være forberedt på nogle lettere ubehagelige special-effects i slagterbutikkens baglokale.
