Skriv en kommentar
Filmens titel på dansk og fransk er den samme ”De kaldte hende Sarah” og ”Elle s’apelait Sarah”. Filmens forlæg er romanen ”Sarah’s key” af Tatiana de Rosnay. Nøglen spiller en afgørende rolle i romanen, hvor den i filmen er mere nedtonet i fortællingens plot.
Filmens setting er et journalistbureau i New York, hvor den amerikanske journalist Julia Jarmond, spillet af Kristin Scott Thomas. Hun har fået til opgave at skrive om 60-års dagen for Vel d’Hiv, som er tabu, også kaldet den sorte dag i Frankrigs historie. Den 16. juli 1942 kl.04 om morgenen massearresterede det franske politi jødiske familier. Den franske regering forrådte deres egne franske jøder, mænd, kvinder og børn, som blev interneret på vintercykelbanen, Vélodrome d’Hiver udenfor Paris, hvorfra de blev deporteret, med et kort ophold i koncentrationslejre inden deres endeligt i Auschwitz.
Gennem sin dybdeborende research finder journalisten, Julia ud af, at hendes svigerfamilies historie er spundet sammen med en afdød jødisk pige, Sarah. Fortiden rulles ud i nutiden på bedste aristotelisk manér. Julia og hendes ægtemand er ved at få istandsat svigerforældrenes lejlighed i Marais-kvarteret i Paris. Adressen er Rue de Santonage, nummer 36, 3. sal. Den 10-årige pige, Sarah Starzynski boede på denne adresse sammen med sine forældre og yngre broder, Michel. Julias svigerfamilie overtog lejligheden i august 1942, fordi den ifølge Julias mand stod ledig, og som det hed sig ifølge svigerfaderen, var man nødt til at tænke på sig selv i disse tider.
Filmen begynder med, at kameraets synsvinkel er børnenes. Sarah og hendes broder ligger i forældrenes seng og leger pudekamp. Pludselig banker det brutalt på døren. Den tragiske hændelse materialiseres i nøglen til det skab, hvor de to søskende plejede at lege gemmeleg. Sarah låser sin lillebroder inde i skabet, så det franske politi ikke tager ham med. Hun gemmer nøglen i sit forklæde og er med et barns optimisme overbevist om, at hun vender tilbage samme dag.
De to historier vikles aldrig tæt ind hinanden. Der er en ’tilpas’ afstand mellem dem. Nutidens historie bliver aldrig overdøvende, støjende, men kører i et langsommere tempo og hele tiden i baggrunden.
Det som gør filmens fortælling stærk er nøglen, som Sarah bærer med sig hele livet. Det gør hun både i konkret forstand og i overført betydning. Her kan indføjes Herta Müllers romantitel ”Alt hvad jeg har, bærer jeg med mig”. Et andet element som driver fortællingens plot frem er det psykologiske aspekt.
Som barn er Sarah modig og ved, hvordan hun skal klare sig verbalt. Eksempelvis scenen hvor vagten i koncentrationslejren sætter sin store fod på et æble, men slipper det, da han ser hendes sultne, bedende øjne. Scenen er skudt i fugleperspektiv, og vi som tilskuer ser ’ned’ på Sarah. Kameraets vinkel får barnets sult og frygteløshed frem på eminent vis. Da Sarah og hendes veninde stikker af, bliver de ved første færd taget af samme vagt. Sarah refererer tilbage til episoden, hvor han gav hende lov til at få æblet. Hun tiltaler vagten ved navn og overtaler ham ved at fortælle, at hun hele sit liv vil huske, at han gav hende æblet.
Som voksen har hun ar på sjælen. Der er et mørke som vokser inde i hende. Hendes ægtemand ser magtesløs til, og siger til deres søn, at han aldrig har kendt et menneske, som kunne være så trist. Sarahs plejefader karakteriserer hende som introvert og vild (elle est fermée et sauvage) og han ved, at hun længes væk.
Filmen adskiller sig fra bogen i den centrale scene, hvor den tragiske hændelse begynder. Da det franske politi står og banker brutalt på familien, Starzynskis dør, tror Sarah, at politiet vil dem det godt, fordi de taler fransk og ikke tysk. Denne scene er bevis på, hvor stort et forræderi den franske regering begik mod de franske jøder. En anden forskel mellem filmen og forlægget er, at Sarahs lillebroder i bogen selv vælger at gemme sig i skabet. Der er en væsensforskel fra filmen, hvor hun skal overtale ham til at gemme sig i skabet.
En lille svaghed ved filmen er, at den franske instruktør, Gilles Paquet-Brenner ikke skære mere ind til benet og lader fortællingens plot eller bogens titel Sarah’s nøgle fylde mere.
Som tilskuer risikere du at blive mærket af filmen. Den giver stof til eftertanke og er samtidig aktuel. ”De Kaldte hende Sarah” er et godt supplement og ligger i fin forlængelse af den franske film ”Beslutningen”, hvis budskab er det samme - at sandheden om den franske regerings forræderi i juli 1942 skal fortælles til de næste generationer.
