Åbningsscenen er indfanget med håndholdt kamera. En teenagepige løber rådvild og formålsløst rundt i Paris, skiftende mellem de smalle gader og de brede boulevarder. Hun skubber og vælter ting og mennesker på sin vej. Til sidst bliver hun indkredset og holdt fast af to hjælpere fra organisationen ’La Voix des justes’. I virkeligheden hedder organisationen ’ Le Silence de Justes’ og blev grundlagt i 1994 af Stéphane Benhamou. I filmen hedder han Bruno (spillet af Vincent Cassel) og hans kompagnon Malik (spillet af Reda Kateb), som i virkeligheden hedder Daoud Tatou.
Filmens forlæg er en dokumentar på 26 minutter fra juni 2015 med titlen ”On devrait en faire un film” (vi skal lave en film om dette emne). Før filminstruktørerne Nakache og Toledano fik deres gennembrug med filmene ’Les intouchables” fra 2011 og ”C’est la vie! (le sens de la fête)” fra 2017 optog makkerparret med håndholdt kamera Stéphane og Daoud og børnene/de unge med svær autisme i deres oprindelige omgivelser, i industriforstaden Saint-Denis, som ligger nord for Paris.
Fornemmelsen af en ’oprigtig’ dybdegående research og et grundigt forarbejde gør at filminstruktørerne og skuespillerne har fået filmens budskab ind under huden og forstår, hvorfor dokumentar-fiktionen om børn/unge med svær autisme er vigtig for verden at se og høre om. Filmens hovedbudskab er at få os til at forstå, at ingen institutioner i Frankrig ville tage børn og unge med så svær autisme. Hovedbudskabet bliver især leveret med en kraftpræstation af Joseph (spillet af en autist Benjamin Lesieur), som konstant gentager de samme ting med en stor portion humor f.eks. ’on ne tape pas sa mère’ (man må ikke slå sin mor) eller ’je peux voir tes chaussettes?’ (må jeg se dine strømper).
Spændingskurven i filmen bygges op fra begyndelsen, idet IGAS (Inspection générale des affaires sociales), en kontrolinstans fra Socialministeriet forsøger at lukke ’La Voix des justes’ med begrundelsen, at Bruno og Malik ikke har en lovlig tilladelse til at drive organisationen og at personalet er ufaglært.
De filmiske virkemidler og kamera-indstillingerne minder os konstant om, at filmen har rødder i fakta og virkelige hændelser. Særligt scenen, hvor de autistiske unge laver en performance med krop og bevægelse, er dybt rørende og bevægende. Denne scene kan stå helt for sig selv. På unik vis bliver den filmens bankende hjerte - at de autistiske unge ikke skal gemmes væk.
Et andet smukt og empatisk budskab i filmen er, at mennesker med forskellige nationaliteter og religioner i bund og grund har mere tilfælles end det modsatte. Lederen Bruno er jøde og hans kompagnon Malik er muslim, men de vil ikke kunne få forløst deres mission uden hinanden.
Det humoristiske og elementer fra komedien sniger sig også ind i den seriøse dokumentar-fiktion med gentagelser, som makkerparret Nakache og Toledano også bruger i deres gennembrudsfilm. I ”Hors normes” er Bruno’s standard svar: ”Je trouve une solution” og i ”C’est la vie” er hovedpersonens Max ’s motto: ”On s’adapte” og i ”Les Intouchables” er hovedpersonernes standardsvar til hinanden: ”On n’est pas loin”. Standardsvarene er ikke blot humoristiske, men skaber et tillidsbånd mellem filmens personer og til tilskuerne, hvor undertegnede anmelder kan se de nævnte film om og om igen og stadig grine højlydt de samme steder.