Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Klassiske gangsterfilm findes der nok af i denne verden, men ikke alle lever dog op til deres ry og omtale. Selvom ”De Uovervindelige” måske har sine småfejl, og tiden har ikke ligefrem været god imod den, holder den dog stadig, og det er der mange årsager til. Karaktererne, især den uovervindelige gruppe, er stærkt troværdige, filmens actionscener er dejligt kompromisløse og hele filmens miljø virker allermest som et eventyrland placeret midt i virkelighedens verden. Dette er måske ikke den bedste gangsterfilm i mands minde, men den er uden tvivl den varierende instruktør Brian De Palmas bedste film til dato, og han når nok ikke at toppe den i hans levetid.
Når agenten Eliot Ness får til opgave at få ramt på gangsteren Al Capone, finder han ud af, at han må starte med at rense ud blandt korrupte politikfolk samtidig. Ness samler et hold af alt i alt 4 mand, medierne hurtigt kalder for de uovervindelige, og selvom de skaber flere fjender end venner, lykkedes det dem hurtigt at komme ind på livet af Capone.
Med lige dele humor, drama og action i 20’ernes Chicago er ”De Uovervindelige” en svær film ikke at holde af. Filmen agerer aldrig klogere end den er, og selvom virkeligheden måske ikke er helt som i filmen her, formår dens lille univers at få sit fodfæste i realismen. De mange flotte kulisser og eksperimenterende kameravinkler De Palma udsætter os for, tager aldrig egentlig overhånd, men bidrager derimod til den helt rigtige, og oven i købet unikke stemning filmen besidder. Det er ikke hver dag man ønsker sig tilbage til en så åben voldelig tid som denne, hvor man kan lege politi og røvere på åben gade med livet som spil, men det er netop den følelse en film som ”De Uovervindelige” langsomt får etableret.
Brian De Palma har igennem hele sin karriere været meget skiftende hvad angår kvalitet. Med klassikere som ”Carrie”, ”Dressed To Kill” og ”De Uovervindelige” (nej, ”Scarface” nævnes ikke, da jeg anser den som en af filmhistoriens mest overvurderede film) og samtidig åbenlyse fiaskoer som ”The Fury”, ”Snake Eyes” og værst af alle ”Mission To Mars” i sit repertoire, kan man forvente en hvilken som helst kvalitet af en De Palma film. ”De Uovervindelige” er dog uden tvivl De Palmas højdepunkt som instruktør. Artistisk set får manden afprøvet mange interessante ting med både lys, lyd og især kamera og stort set alle ideer fungerer fuldstændigt efter hensigten.
Skuespillet er ligeså i topklasse. Kevin Costner har hovedrollen som Eliot Ness, og da filmen er fra skuespillerens storhedstid (læs: før ”The Postman”), kan man kun forvente at Costner yder sit ypperste. Ganske vist har Costner kun et begrænset land at lege med sine evner i, men han magter opgaven glimrende i ”De Uovervindelige”. Det er dog ikke altid at Costner virker ligeså god som han er i en film som denne, for med en skuespiller som Sean Connery ved sin side, er det svært ikke at blegne. Connery spiller Ness’ mentor Jim Malone, som allermest virker som en hybrid af Yoda fra ”The Empire Strikes Back” og Mr. Miyagi fra ”The Karate Kid”. Han er vis og samtidig fjollet, og Connerys skildring af figuren er helt i top. Til sidst skal Robert De Niro som Al Capone lige nævnes. Efter sigende skulle han hele filmen rende rundt med puder på maven, fordi han ikke kunne nå at tage den vægt på, rollen havde brug for. De Niro er acceptabel som Al Capone, men ingen tvivl om, at De Niro har ydet et større og bedre stykke arbejde både før og efter denne film.
”De Uovervindelige” har horder af uforglemmelige scener, heriblandt skudduellen i Malones lejlighed, de uovervindelige der afslører de korrupte politifolk og naturligvis scenen med barnevognen på stationen. Ved du slet ikke hvilke scener jeg snakker om, er det på tide at få set eller genset ”De Uovervindelige” – sæt i gang!
Ekstramateriale – 1/6
Desværre indeholder udgivelsen her intet andet end blot en trailer.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
