Skriv en kommentar
I det hav af superheltefilm, vi har sejlet rundt i i det sidste årti, er der noget, der stadig ikke rigtig figurerer i horisonten, nemlig selvironi. På trods af at voksne mennesker render rundt i farvestrålende, stramtsiddende tøj og lader som om, at de kan flyve, er selvhøjtideligheden stærkt til stede.
Her var den første De Utrolige-film allerede langt foran, da den kom ud for 14 år siden. Dens udgangspunkt var nemlig: Hvad sker der, når superheltene bare skal være mennesker, med småkedelige jobs, teenage-børn, babyer og ægteskabelige problemer?
Resultatet var forfriskende og overraskende menneskeligt. Det udstillede mange af de fjollede elementer, der unægteligt er i superhelte-genren, mens den gav historien og karaktererne vægt gennem midtvejskriser og dilemmaer omkring børneopdragelse.
Det er en stor opgave at efterfølgeren nu skal følge op på. Især fordi superheltegenren om muligt tager sig selv endnu mere seriøst nu end for 14 år siden. Så kan De Utrolige 2 komme med en skud hverdagsrealisme til genren igen? Til dels.
Relanceringen af superhelte - ny med kvinder
På trods af de 14 år, der er gået i vores verden, tager filmen fat ca. 5 minutter efter den første sluttede. En superskurk er i gang med at angribe byen, og den utrolige familie må tage fat, og være utrolige, samtidig med at de skal holde øje med baby Jack-Jack. Byen bliver reddet, men mediedækningen er negativ. Det vil søskendeparret Winston og Evelyn Deavor lave om på. Med udgangspunkt i Elastigirl vil de skabe opbakning til, at loven ændres, se helte igen kan få lov til at komme ud i offentligheden. I mellemtiden må Mr. Incredible blive hjemme og passe hus og børn, hvor baby Jack-Jack viser sig at have sådan cirka alle superkræfter i hele verden på én gang.
Historien dykker ned i nogle aktuelle emner, såsom mediedækning og vores afhængighed af skærme. Men særligt kønsroller er et bærende element. Filmen illustrerer ret fint dynamikken omkring, at tilvælge en kvinde i en slags topstilling fremfor en mand, med alle de konfliktfyldte følelser, det giver, hos både Elastigirl og Mr. Incredible. Det retter også op på et billede fra den første film, hvor Elastigirl lidt blev fremstillet som om, hun slet ikke havde en interesse i at være superhelt, når hun først fik børn, selvom hun havde udtrykt det stik modsatte som ung.
Selvironien er også til stede, omend de slet ikke får lige så meget vægt som i den første film. Hvor den første film kom ind fra siden med en helt alternativ vinkel på genren, har denne film ikke samme overraskelsesmoment. Derfor lader der til at være dele, der mest af alt er med, fordi de fungerede godt i den første film. Selvom det er et kærligt gensyn at se Edna Mode igen, føles det mere som en camero end at nyskabelse, og på samme måde er mange af action-scenerne lidt mere action og lidt mindre parodi. Dette hænger også sammen med, at historien generelt er en smule forudsigelig og uden bid.
Stadig sjov, men mindre kant
Men det er ikke fair kun at måle en film på, hvad den ikke er. For selvom filmen ikke er så innovativ som den første, så er det stadig en medrivende og underholdende film. Det er enormt forfriskende at se Mr. Incredible, a.k.a. Bob, som en far, der prøver at hjælpe sin teenage-datter med hendes kærlighedsliv, eller at se Elastigirl håndtere fangirls. Og selvom Jack-Jacks opdagelse af sine superkræfter for det meste er en sidehistorie, er det stadig en sjov idé. Hvem har ikke undret sig over, hvordan en baby ville håndtere at kunne blive til en ildkugle, når han blev lidt irritabel. Samtidig berører den som sagt også flere aktuelle emner, og den sætter nogle interessante spørgsmålstegn de roller, folk påtager sig, både i offentligheden og privat.
Så imens vi sejler videre i oceanet af superheltefilm, er dette en ufarlig lille redningskrans, der dog har selvironi nok til at holde os oven vande, i hvert fald indtil den næste Marvel-film.
