Skriv en kommentar
Hendes Majestæt Dronning Margrethe, skuespiller legende Ghita Nørby og instruktør Peter Flinths stort opsatte H.C. Andersen filmatisering, De vilde svaner, rammer nu landets biografer, men kan den medrivende oplevelse fra filmens præmiere, i Odense Koncerthus, gentages i en mere ordinær biografoplevelse.
I H.C. Andersen eventyret De Vilde Svaner lever Prinsesse Elisa et lykkeligt og uskyldigt liv med sine mange brødre, indtil deres far, Kongen, vælger at gifte sig igen. Den nye Dronning forblænder Kongen med sin skønhed (seksualitet og begær), samt en god portion trolddom og viser sig at være en ond heks. Brødrene forvandles til svaner, Elisa forvises fra sit hjem og lykke forvandles til helvede. Men al trolddom kan brydes og skæbnen hjælper Elisa på vej, selvom det er grumme trængsler hun må igennem. Eventyret om De vilde svaner er fremført for et voksent publikum. Børnene kan sagtens være med, men enkelte scener vil være grov kost for unge sind. De vilde svaner er både en grum, ond og en uhyggelig fortælling.
De vilde svaners præmiere gjorde sit bedste, for at lokke sine tilskuere ind i H.C. Andersens eventyrland. Filmens overture blev fremført af et veloplagt symfoniorkester og Ghita Nørbys indledende poesi, samt Majestætens tilstedeværelse gjorde sit til, at give aftenen sit eget eventyrlige liv. Det gjorde filmen til en ekstra stor oplevelse og uden at kende svaret helt, vil jeg her stille spørgsmålstegn ved om filmen, uden ledsagelse af resten af præmiereoplevelsen, kan gøre det ud for en stor biograf oplevelse.
Teknisk er De vilde svaner en stor bedrift. Filmen er optaget udelukkende med greenscreen teknik, så det eneste der er ægte på skærmen, er skuespillerne selv og et par små kulisser. Den digitale baggrund består af decoupager designet af Dronning Margrethe II. Disse er smukke og stemningsfyldte, samtidig med at de indeholder et niveau af surrealisme. Skuespillerne er placeret i decoupagerne med så stor dygtighed, at man i høj grad køber den skæve montageverden, filmen præsenterer. Den får sin egen virkelighed.
Bagdelen ved den medalje er dog, ganske som f.eks. i Lars Von Triers Dogville (2003), at man bliver revet ud af filmens illusion. Som publikum kommer man aldrig til at leve sig helt ind i eventyret, fordi man hele tiden bliver konfronteret med, at det er en film, et kunstværk. Det samme skete i Dogville, men her tjente det til at fokusere opmærksomheden på den glimrende skuespilkunst, ganske som var det teater. De vilde svaner kan ligeledes ses som et digitalt teaterstykke, men her taler vi om børneteater, for skuespillet er på ingen måde på niveau med det føromtalte i Dogville. Derfor har de vilde svaner også et problem, overfor biograf publikummet, for i bund og grund er det vi ser et digitalt teaterstykke, og det er næppe det et betalende publikum vil forvente, når de sidder i biografens mørke, med popcorn og sodavand. Det er en svær kritik at aflevere, for De vilde svaner er en smuk oplevelse. Den er bare ikke hvad man forventer, hvis man kommer for at se en spillefilm.
Hovedrollen som Prinsesse Elisa spilles medrivende af den smukke Stine Fischer Christensen, stærkt bakket op af Ghita Nørby, der i forskellige roller repræsenterer skæbnens manipulerende, men godmodige hånd. Søren Sætter Lassen gør det godt som ond rænkesmed og Jens Jørgen Spottag gør en god forhekset Konge. Den største fejl i filmens cast er Benedikte Hansen, som den onde Dronning. Med sin stræben efter en hekse-agtig ondskab, når hun desværre aldrig ud over noget der minder om en ondskabsfuld københavnsk knejpeværtinde. Intet ondt om Benedikte Hansens evner, men det bliver bare ikke til mere og hun er klart fejlcastet til rollen. Langt mere uhyggelige er de dystre ligædere i eventyrets kirkegård. Her mærker man virkelig de små hår rejse sig og for undertegnede var det et klart højdepunkt i filmen.
Instruktør Peter Flinth har stået bag succeser som Arn trilogien (2007,2008 og 2010) og børne middelalderfortællingen Ørnens Øje (1993). Selvom De vilde svaner næppe lever op til de andres niveau, så er det stadig meget passende, at det netop er Flinth, middelalderfortællingens mester, der har instrueret dette lille eventyr.
De vilde svaner er en smuk og bemærkelsesværdig oplevelse, men man skal på forhånd have gjort sig det klart, at det ikke er en spillefilm i klassisk forstand, man skal ind og se. Det er et digitalt teaterstykke, et stykke kunst der måske vil skabe en ny eventyrtradition i dansk film, med eventyrlige billedmontager og masser af greenscreenoptagelser.
