Skriv en kommentar
Historien tager udgangspunkt i stjernen Candy Tylor (Jenya Jano) og hendes karriere som filmskuespiller. Hun er, trods sin sexede opførsel på film, en ret blufærdig pige, og hendes karriere er ved at gå i stå. Jobs hænger ikke på træerne og betalingerne er små. Faktisk går det så skidt, at hun er ved at være ruineret, og Candy kan kun se fortvivlet til, mens hendes karriere stryger ned af slisken, og hendes fars helbred oven i købet skrænter. Men mens Candy går og tror krisen er så dyb den kan blive, dukker en uventet forskrækkelse op.
Fred (Alex McArthur), en tidligere straffefange, har udtænkt en snedig og noget uortodoks måde at tjene mange penge på, og tjene dem hurtigt. Fred hyrer hans tidligere medindsatte, Brad (Coolio) til at bryde ind i Candys hus og kidnappe hende. Brad er kendt i miljøet som tyv, og er noget uregerlig at holde styr på, men hans evner har Fred brug for til jobbet. Desuden får Fred brug for superhackeren Walt, der ligeledes har siddet inde for, ja, du gættede det, hacking. Planen er nemlig ikke bare at kidnappe Candy. Det er både farligt, usikkert og giver (ifølge Fred) aldrig det store afkast. I stedet er planen at kidnappe Candy, køre afsides med hende og tvinge hende til at indspille en live pornofilm, med henblik på at broadcaste den ud på Internettet. Med Walts snilde og Candys enorme fanskare (hun er jo et sex idol) vil Fred tage penge for at vise en times hed sex med Candy på nettet, uden at blive sporet. Efter planen skal Candy så tilbageleveres, og inden nogen aner hvad der er sket, skal de tre skurke være over alle bjerge med de mange penge fra showet. Langt flere penge end en almindelig kidnapning.
Alt kører tilsyneladende efter planen, og de tre banditter ser ud til at kunne samarbejde på et forbavsende professionelt niveau, selvom Brad hele tiden prøver grænser som et uopdragent barn til engelsk teselskab. Jo tættere de tre og Candy kommer til det store øjeblik hvor filmen skal optages desto mere uro opstår der i gruppen. Ved første øjekast er det Brad der ikke helt har fattet pointen i den sindrige plan, men efterhånden begynder uglerne i mosen at flyve tæt, hvis man kan sige sådan. Ubudne gæster, Candy og interne stridigheder får snart bægret til at flyde over, og kaos rammer projektet som en flodbølge af problemer. Resten vil jeg overlade til oplevelsen…
Lige som man tror man har regnet plottet ud i Deadly triangle kommer der konstant et uventet twist til sagen, hvilket gør filmen interessant fra start til slut. På trods af de rimeligt simple effekter der er anvendt formår Mark L. Lester at opretholde en god uhyggelig stemning, i hvert fald gennem store dele af filmen, hvilket giver en thriller som Deadly Triangle en ekstra portion seværdighed. Uhyggen er med til at understrege den utilregnelighed plottet præges af, og det er herligt at se Selvom ideen om kidnapning er set mange gange før, får den noget specielle udnyttelse af den kidnappede filmen til at skille sig ud, og gør da også, at man som mand inderst inde ikke kan lade være med at glæde sig til den del af planen der omhandler ehm.. online optagelserne, selvom man jo naturligvis har medlidenhed med den stakkels Candy.
En enkelt gang vælger Mark L. Lester at benytte sig af flash back, hvilket er lidt synd da det afslører noget af det plot man som seer sidder og er ved at regne ud. Det er unødvendigt og ødelægger lidt af spændingen.
På samme måde er musikken nogen gange en anelse upassende og modvirker direkte den stemning der er opbygget, selvom musikken gennemgående passer godt til handlingen.
Skuespillerpræstationerne i filmen er faktisk ganske gode. De spiller alle meget overbevisende i de roller de har fået, og karakterene holder hvad de lover. En lidt sjov ting er den måde karaktererne skildres. Daniel Baldwins (John Carpenter’s Vampires, Farlig viden) karakter forsøges uddybet som skurken med skrupler, idet han har indvilliget i projektet for at skaffe penge til hans dødeligt syge søns operation. Hele tiden er der indlagt moralske kommentarer fra Walt, og ingen er i tvivl om hans ærketype. På samme måde er det med Coolio (sidst set i Dare Devil) der på alle måder lever op til de fordomme man måtte have om en uintelligent, hårdkogt, sort vaneforbryder. Coolio spiller rollen meget overbevisende og leverer nok filmens bedste skuespillerpræstation. Jenya Lano (fra Blade) bliver man aldrig helt klog på i Deadly Triangle, men det er også en del af hendes rolle, og den bærer hun med stil. Både i rollen som den skrækslagne fange og som den sexede sild er hun ganske god (ok, hun er rigtig god til det sexede…). I rollen som skurkenes leder er Alex McArthur (kendt fra Farlige teorier) lige så kold og beregnende som man kunne håbe på. Dog har han samtidig rollen som den forstående og næsten faderlige skikkelse overfor den kidnappede Candy, og uden de helt store gyldne øjeblikke får han rollen til at bære den del af handlingen som den skal.
Alt i alt er Deadly triangle en god thriller der uden at virke overraskende god stadig giver seeren en fornemmelse af, at de 84 minutter man har brugt på den var underholdningen værd. Netop denne egenskab er med til at hive filmen op over gennemsnittet, da alt for mange film for tiden ikke er værd at spilde tid på. Leder man efter en fornyende thriller er Deadly Triangle et udmærket sted at starte (men nok ikke slutte). Ud af de 6 mulige stjerner indkasserer Deadly Triangle 4 for god underholdning, godt skuespil og uforudsigelighed.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film A/S
