I en lille New Zealandsk by kommer et band unge Metal-heads ved et uheld til at hidkalde en ond dæmon, da de spiller en rock-sang lavet på sort magi. Og inden de ser sig om er byen besat, og de må kaste sig ud i heftig redningsaktion.
New Zealand har efterhånden en fin horrortradition. Peter Jackson gik sine spæde film-skridt i landet med sine henrivende platte horrorperler ’Bad Taste’ og ’Braindead’ – og senest har den finurlige ’What We Do In The Shadows’ fået en del opmærksomhed.
Det er dog i førstnævntes fodspor, at Jason Lei Howden går med sin horrorkomedie ’Deathgams’, der bevidst leger med horrorgenren klicheer.
Blodet sprøjter, da ”festlighederne” først sættes i gang, og man kan tydelig mærke, at filmen er lavet med en stor forkærlighed for splattergenren og heavy metal.
Filmen holdes ikke mindst sammen af Milo Cawthorne præstation som metal-hovedet og mobbe-offeret Brodie, der både kan være bad-ass og teenager-kejtet. James Blake er også cool som venner og rebellen Zakk, mens blonde Kimberley Crossman er henrivende og virkelig bad-ass som Medina.
Selvom filmens plot ikke er sindsoprivende, så kan man nyde filmens vellavede splattereffekter – og det er fedt at se, at ’Deathgasm’ ikke forfalder til kedelige og syntetiske CGI-effekter, men udfører sin splat på bedste fysiskemanér.
Underholdningsværdien er i top – og alt tages i brug fra motorsave til dildoer(!), når de besatte skal nedkæmpes.
’Deathgams’ når dog ikke helt andre selvironiske horrorkomedier som ’Shaun of the Death’ eller ’Zombieland’, men er man splatter-fan, så er denne film et must!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.