Skriv en kommentar
Jamie Bell fik sit gennembrud som den balletdansende Billy Elliot i filmen af samme navn fra 2000. Trods sin meget unge alder overbeviste han dengang en enig anmelderskare om sit store potentiale. Det potentiale har Jamie Bell nu muligheden for at styrke i Deathwatch, hvor han som grønskollingen Charlie Shakespeare er en af de bærende kræfter. Et mere etableret navn på rollelisten er Andy Serkis, som Tolkien-fans Verden over, for tiden, hylder og tilbeder i den delvist animerede, men alligevel uforglemmelige og enestående rolle som Sméagol / Gollum i Ringenes Herre – De To Tårne.
Året er 1917. Stedet er det nordlige Europa, hvor en slagmark udgør scenariet for 1. Verdenskrigs udkæmpelse. Charlie Shakespeare ( Jamie Bell ) og otte andre britiske soldater er fanget i et ingenmandsland mellem venner og fjender. For at beskytte sig mod fjenden, erobrer de en næsten forladt tysk skyttegrav. De dræber to tilbageværende tyske soldater og tager en tredje til fange. Den tilfangetagne tysker virker skræmt fra vid og sans. Men det er, mod forventning, ikke de britiske soldater han frygter.
Udmattede og rædselsslagne slår de sig ned for natten for at vente på hjælp fra deres allierede. I skyttegraven er de labyrintiske gange fyldt med lig, rotter og mudder. Der lugter af død. Som dagslyset forsvinder og mørket trænger sig på, dør soldaterne én efter én. De er ofre for en ukendt fjende. Rædselen driver de tilbageværende soldater til vanviddets grænse, indtil de drevet af frygt lemlæster og dræber hinanden. Som den første og mest antikrigeriske ser menig Shakespeare i øjnene, at han må overvinde frygten for det ukendte, for at slippe ud af dette rædselsregime i live.
Deathwatch er en vellykket film, i blandingsgenren mellem drama og gys, fra debutant Michael J. Bassetts side. Allerede fra starten udstilles krigens rædsler med største omhu, uden der lægges fingre imellem. Undervejs sættes det hele på en spids, jo mere nærgående den ukendte fjende bliver. Det er psykisk såvel som fysisk terror. Det er grimt og modbydeligt. Det er rædselsvækkende. Og hvorfor skulle det ikke også være det? Krig har aldrig været nogen tur i Dyrehaven på en søndag formiddag.
Skuespillet er intenst og dramatisk. De bærende roller står godt over for hinanden, og supplerer hinanden stærkt. Især Andy Serkis som den psykotiske og ultrakrigeriske Quinn, Jamie Bell som grønskollingen Charlie Shakespeare, der i en alt for ung alder er endt i en krig han ikke skulle være med i, og Hugo Speer, som den autoritetstro Tate befinder sig godt i deres roller. Men også resten af skuespillerholdet gør, med deres medvirken, filmen til en fornøjelse at overvære.
Deathwatch er bygget op omkring en rimeligt banal historie. Ni soldater strandet bag fjendens linier, hvor intet er dem sikkert, er noget man både har hørt, set og læst før. Men gudskelov er den mere end det. Forskellen er at den her er fortalt på en så kreativ måde, at den både kan ses som et drama, hvor soldaterne spilles ud mod hinanden pga. hvad krigens rædsler gør ved dem og den kan ses som en gyser, hvor noget ukendt og farligt driver gæk med hovedpersonerne og eliminerer dem en efter en. Åbenlyst er det, at den også kan ses som en blanding mellem disse to. Vælg selv!
Finalen i Deathwatch viser sig også som værende både kreativ og godt gennemtænkt. En slutning der både kan overraske, forundre og måske efterlader en smule uforløst til fantasiens mangehovede foster.
Dog bærer filmen præg af at være en debut. Der er ikke brugt så store summer penge på kulisser, rekvisitter og sminke, som det kunne ønskes. Og det ses! Derfor udebliver den autentiske virkning i glimt. Det er lidt ærgeligt, men ødelægger aldrig helhedspræget i en film der ellers er velfunderet og godt tilrettelagt.
