Skriv en kommentar
Decamerone er den første film i Pier Paolo Pasolinis trilogi om seksualitet og begær, der omfatter filmene Decamerone (1971) - Canterbury Fortællingerne (1972) og Tusind Og En Nat (1974).
Forfatteren Giovanni Boccaccio, der levede 1313-1375 fik aldrig fuldendt sit værk Decameron, alligevel regnes det for et af litteraturhistoriens allerstørste mesterværker. Faktisk består værket af en stor mængde folkelige beretninger fyldt med seksualitet og erotik. Pasolini har i Decamerone udvalgt ni af disse historier, hvor han skildrer mennesket på godt og ondt, samtidig med at han spidder kirken.
To af historierne - Ciappelletto and Giotto - er indskudt mellem de andre, så de dammer en ramme om resten.
Ciappelletto: Som notorisk skurk og homoseksuel bliver Ciappelletto sendt af sin far på forretningsrejse til Nordeuropa. Der bliver han ramt af en dødelig sygdom, og på dødslejet skrifter han en lang, opdigtet historie. Præsen bliver så imponeret over Ciappellettos tilståelser, at Ciappelletto ophøjes til helgen efter sin død.
Giotto: her har Pasolini ændret den oprindelige historie, og genskabt den med maleren Giottos elev i hovedrollen, spillet af Pasolini selv. Malereleven og en ven er på rejse ude på landet, da en storm bryder løs. Våde, beskidte og forkomne, søger de ly i en hytte, hvor de får hjælp af en bonde der giver dem tørt, men usselt nyt tøj lavet af simpelt sækkelærred. Da de rejser videre er det til stor morskab, ved tanken om det usle udseende der skjuler en (elev af) et maler-geni. Videre forestiller Pasolini sig at eleven tager til Neapel for at male en fresco på væggene i Santa Chiara kirken.
Den overstrømmende jordbundne adaption af de mere saftige episoder i Boccaccio's Decameron forsynede Pasolini med hans første box-office hit: Generøse mængder af nøgenhed og grovkornet humor har uden tvivl medvirket til filmens kommercielle succes. Den dygtige visuelle stil associerer til renæssance kalkmalerier med sine smukke brændte farver, mens Pasolini scanner markedspladsen med sin søger efter ansigter der kan pryde den næste fortælling. Den store mængde medvirkende, mange tandløse og fattige statister, er med til at skabe Pasolinis eget meget overbevisende kalkmaleri, og filmen fik da også en Sølvbjørn i Berlin i 1971 i form af juryens specialpris. I dag - 35 år efter, er filmen stadig på Vatikanets sorte liste.
“Decamerone” er en fræk og underholdende skildring, illustreret med en farvestrålende smuk filmning. I de forgangne år, fra filmen havde premiere og til i dag, er publikum utvivlsomt blevet mere hårdhudet, hvilket faktisk er et aktiv, idet opmærksomheden kan løftes en smule fra det barokke og dengang grænseoverskridende, til de mere filmiske kvaliteter.
Musikken er af navnkundige Ennio Morricone og Pier Paulo Pasolini selv.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
