Verdens første kønsskifteoperation
Den danske pige foregår i København i 1926 og handler kort sagt om kunstneren Einar Wegener, der bliver verdens første mand, der får lavet en kønsskifteoperation. Det hele begynder, da Einar sidder model iført kjole til hustruen Gerdas maleri og han pludselig føler sig tilpas og snart dukker hans sande identitet, kvinden Lili Elbe, op.
Denne transformation indebærer ikke kun metamorfosen fra mand til kvinde, men også en radikal ændring af ægteskabet. For Gerda accepterer sin elskede og støtter beslutningen om at fuldende den fysiske forvandling, men jo tættere Einar kommer på at blive en fuldendt kvinde som Lili, jo mere må Gerda vinke farvel til det menneske, hun giftede sig med.
Der er stor kærlighed mellem Gerda og Einar, selv når den sande, indre Lili vækkes til live udklædt i kjole. Selvom det til at starte med bare er en leg, begynder Einar selv at tage kjole og paryk på og bliver dagligt til Lili. Snart indser de begge, at det er Lili, der er ægte, og Einar, der er en konstruktion. Men da kunstnermiljøet i København ikke er helt parat på denne frie seksualitet, flytter de begge til Paris og Lili Elbe kan optræde langt friere. Men der er selvfølgelig ikke nok kun at iklæde sig som kvinde, så derfor tager Lili kontakt til den tyske læge, Dr. Warnekros, der for altid kan ændre Einar til LIli
Stor talentmasse til ingen nytte
Den danske pige fortæller den sande historie om en af verdens første transpersoner, der fik foretaget en kønskorrigerende operation. Den Oscarvindende instruktør Tom Hooper (Kongens store tale) har instrueret dramaet, som til dels er optaget i København. Einar/Lili spilles af den Oscar-vindende Eddie Redmayne (Teorien om Alting) og svenske Alicia Vikander vandt desuden en Oscar i birolle-kategorien som Gerda. Selv musikken er komponeret af den Oscar-vindende Alexandre Desplat (The Grand Budapest Hotel (2014) og filmen er filmet af den Oscar-nominerede Danny Cohen (Kongens store tale). Så talentmassen fejler bestemt ikke noget!
Den danske pige er måske nok et smukt portræt af et af verdens største forbilleder for transkønnede, men som film er den ekstrem forglemmelig. Alene begyndelsen på filmen er søvndyssende kedelig, hvor tempoet som snegler sig af sted og de vamle og sukkersøde replikker, mærkelige opstillede positioner og blikke, gør publikum aldeles fraværende fra starten af. Samtidigt er musikken lige til kaste op i klaveret af, da den konstante plimren skær i ens øre. Det er ikke Desplats skyld: der er bare for meget af det.
Tilmed er Eddie Redmaynes konstante bedrøvede og tudende ansigt alt for anstrengende i længden. Det er nærmest kun en film om en mand/kvinde, der kigger forskellige steder hen: først til højre, så ned af sig selv, så i spejlet, så til venstre, så på sine hænder. Jovist filmens præmis handler i den grad om tilfredsheden om sit ydre og sit indre, men det er trættende at se på i længden.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Universal Pictures.