Skriv en kommentar
Ligesom Hans Scherfigs roman er Gert Fredholms film en satire over det borgerlige Danmark, hvor idealet er stilstand, rutine, konformitet og autoritetstro.
Teodor Amsted (Ove Sprogøe) er omsider blevet træt af sit konforme bedsteborgerlige liv, og da chancen byder sig bytter han plads med en gammel suicidal barndomsven der er gået i hundene. Amsted bosætter sig i en lille jysk landsby omgivet af fede jorde og lever stille og fredeligt, indtil skæbnen indhenter ham i form af myndighederne. I fængslet opdager han, at netop dette sted er idéelt, når man bare vil være i fred. Så da han kommer ud, må han begå en ny forbrydelse.
Amsteds gøren og laden er for så vidt inderlig ligegyldig, for han foretager sig sådan set ingenting. Alt hans lyst og fantasi rækker til er at fange haletudser i den nærliggende sø – en idé fra den alt for fjerne barndom der pludselig popper op i hans bevidsthed, da han omsider er fri. Derfor gør hverken film eller roman synderligt ud af dette. Så meget mere satire er der at hente i omgivelsernes reaktion på denne mærkelige mand, der bare vil være fri for konen og jobbet. Det gælder Bodil Kjers Fru Fuldmægtig Amsted, der i sin evige nervøse ”omsorgsfuldhed” åbner for en afgrundsdyb egoisme og magtbrynde, der nu hvor manden er væk overføres så meget desto mere fra fuldmægtigen til sønnen Leif, Leif Den Lykkelige, som hun kalder ham. Og hun er da også ”nødt til” at sende ham på kostskole, nu hvor hun er blevet alene med ham i det store hus med den store pension.
Også Karl Stegger, denne folkekære skuespiller, er fremragende som både grinagtig og voldsomt ubehagelig landsbybeboer, der dagligt med gevær over skulderen afpatruljerer sin del af skoven med tilhørende sø. Hans lede og infantile leden politiet frem til lokale ”sociale nassere” og ikke mindst til vores fuldmægtig er stor og ubehagelig satire.
Til gengæld er det lige før skildringen af forsvars- eller er det krigsministeriet kammer over i sin satire. Modsætningen mellem embedsmandsværkets støvede og autoritære rutiner overfor den febrilske sekretær Frk. Liljenfeldt, pragtfuld gestaltet af Jytte Abildstrøm, er næsten for grotesk.
Helt i særklasse er, ikke overraskende, Ove Sprogøes fuldmægtig. Hans falden i et med baggrunden, alt imens han foretager sig ingenting pertentligt og korrekt – også når han går tur ude i friheden – er grinagtig og frygtelig. Hvis ordet fremmedgørelse kan bruges til noget må det bestemt være i forhold til Sprogøes – og Scherfigs – fuldmægtig Amsted. Sprogøe modtog helt fortjent en Bodil for sin præstation. Ligesom filmens instruktør Gert Fredholm modtog en Bodil for bedste danske film i 1972.
Alt i alt er ”Den Forsvundne Fuldmægtig” en klassiker, både i dansk litteratur og film.
DVD-en har som ekstramateriale blot en trailer, der udmærker sig ved at fortælle hele historien uden omsvøb; ingen pointer er holdt tilbage for den potentielle tilskuer. Måske regnede man med at alle havde læst bogen dengang i 1972. Det er langtfra sikkert længere.
Når man har set filmen – og læst masser af 1970-er miljø og bevidsthed ind i den – står tilbage at fundere over om Amsted, denne uhyggeligt tilpassede figur, stadig lever iblandt os, ja måske ligefrem ligner (nogle af) os. Svaret blæser i vinden, imens vi har travlt med at overbevise alt og alle om vores karriere og selvudvikling og ikke mindst vores omstillingsparathed, og imens vi i en sidebemærkning indigneret indskyder, at vi for længst er kommet udover enhver form for autoritetstro; netop derfor er vi klare i mælet overfor de fremmede iblandt os.
Men en anden måde at beskrive denne frigørelse på, er måske gennem begreber som frihedsangst og fremmedangst. Hvis det er tilfældet, er Den Forsvundne Fuldmægtig stadig aktuel.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
