Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Disney har det med konstant at udgive deres klassikere i begrænsede perioder. De fleste har vel bemærket det, men hvis du af en eller anden grund ikke har, og overvejer en investering i f.eks. ”Den Lille Havfrue”, er det nu du skal foretaget købet. Der kan nemlig gå flere år før de genudgiver filmen, og i mellemtiden vil prisen for en brugt version af denne være uhørt høj flere steder. Det er et glimrende salgstrick fra Disneys side. På den måde får de ikke udgivet for mange eksemplarer af en film, holder efterspørgselen ved lige og naturligvis tjener de styrtende med penge til deres evigt voksende imperium. På den anden side, sørger de også for, at dem der er gået glip af en af deres utallige klassikere, måske fortsat bliver holdt væk fra filmen indtil tiden til en ny udgivelse rammer. Dette er i hvert fald tilfældet med undertegnede, der ellers har set stort set alle Disneys animerede klassikere, men nu i en alder af 35, skulle se ”Den Lille Havfrue” for første gang.
Ariel er noget af en dagdrømmende havfrue. Som datter af selveste Triton har hun dog visse forpligtelser hun forsømmer grundet hendes fascination af mennesker. Disse mennesker skal man i følge reglerne holde sig godt skjult for, og myten siger sågar at de er nogle farlige bæster, men Ariel ved bedre. En dag kommer hun den skibsbrudne Prins Eric til undsætning, og i bedste ”Askepot”-stil får han hende kun set i et tåget øjeblik – dog nok til at de bedste bliver skrupforelskede. Ariel ser sig nødt til at slå en handel af med den onde havheks Ursula, så hun kan få en chance på land – men det får naturligvis konsekvenser.
”Den Lille Havfrue” er som bekendt baseret på et eventyr af vores allesammens H.C. Andersen. Dog er historien blevet ”Disneyficeret”, da H.C. Andersens eventyr generelt er en anelse for dystre til det gængse amerikanske publikum. Derved forblev kun kernen af plottet, og selveste essensen og det hjerteskærende udfald er blevet skåret væk. Tilbage står den klassiske fortælling om, at kærligheden altid sejrer og en håndfuld sange. Jeg var allermest overrasket over filmens langsomme fremdrift. De helt gamle Disneyfilm var også i et langsomt tempo, men fra start 80’erne og frem blev tempoet skruet godt i vejret med denne film som en af undtagelserne. Vi skal godt og vel en halv times tid ind i fortællingen før plottet bliver sat godt i gang, og med en spilletid på under 90 minutter, fylder introduktionen af filmens univers altså en hel del. Det er dog et fortryllende univers, og de mange sange hænger ved i dagevis, så det er ikke nødvendigvis et forkert valg fra skabernes side - men stadig et ganske overraskende et af slagsen.
Animationerne bærer præg af 80’erne. Filmen er fra 1989, og det ses ret tydeligt. Hvor de gamle Disneyfilm rummede utallige detaljer og charmerende streger, har vi her en mere simpel version af tegninger. Alt er håndtegnet, og alene det gør den mere charmerende end de mange tegnefilm lavet på computer i dag, men farverne er noget blege og detaljerne for det meste i fåtal. Stemmerne – både de danske og engelske – er dog helt i top. Der har ikke været den store fokus på de mest kendte mennesker i verden, men derimod har man valgt stemmer netop ud fra hvem der passer bedst i rollen, og netop derfor bliver en figur som Ariel enormt vital og interessant.
Jeg må her til sidst indrømme, at jeg ikke faldt pladask for filmen. Måske er mit hjerte med tiden blevet mere koldt og kynisk, men den sentimentale tone klæder ikke H.C. Andersens eventyr gevaldigt. Målgruppen er nok heller ikke 35-årige mænd, men derimod børn under 10 år, og i den aldersgruppe er der rigeligt at holde af. Krabben Sebastian er et glimrende komisk indslag, sangene fængende og historien er så relevant, at Disney fortsat den dag i dag fortæller den i nye formater. Personligt genser jeg hellere de gamle klassikere, men jeg må stadig erkende, at der er masser at holde af i ”Den Lille Havfrue”, og jeg var trods alt godt underholdt af den fra start til slut.
Billede & Lyd – 4/6
80’erne var en grum tid for tegnefilmen. Man kan diskutere om det samme gælder musik og film generelt, men vi kommer altså ikke udenom, at det var her at samlebåndsproduktionen for alvor gik i gang i medieverdenen. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at filmen er blevet gengivet efter bedst mulige resultat, men det ændrer ikke på, at farverne er blege og detaljerne få, så det er altså svært at blive imponeret over billedet, ligegyldigt hvor skarpt det end er. Lyden er derimod en anden sag. Musikken bliver vækket til live i dine højtalere, stemmerne og lydene har fået den rigtige balance og generelt svinger det hele her.
Ekstramateriale – 4/6
Filmen indledes med alt for mange trailere. Da Blu-ray formatet først udkom i sin tid, var det rart, at man havde valgt at undlade den slags i starten, og man selv kunne vælge det i menuen, men nu er vi tilbage på DVD’ens gamle standard. Heldigvis kan man skippe dem, og hoppe direkte til filmen udenom menuen – en meget rar lille feature. Sing-a-long på sangene er blevet standard på Disneys Diamond Editions, og de øvrige features er ganske underholdende – også for de små. Min favorit er dog introduktionen til en karakter, der blev klippet ud af filmen. Det er den slags, der gør, at de fysiske medier stadig har en relvans i nutidens streamingverden.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney
