Skriv en kommentar
Efter katastrofen, ses alting i et klart lys. Med denne mantra, påbegynder den dansk imigreret svensker Åke Sandgren sin måske mest eftertænksomme film til dato, ”Den man elsker”. Hvorfor søger et voldoffer, en kvinde der er blevet mishandet af sin mand, tilbage igen og igen? Det er et tabubelagt emne, der ofte får en belærende klang fra samfundets perspektiv. Ikke i denne film, hvor problematikken vendes på hovedet, udfra kvindens subjektive vinkel, hvilket både er modigt og intelligent udført.
Lena (Sofia Ledarp) har efter et par hårde år, lagt et voldeligt forhold med Hannes (Jonas Karlsson) bag sig. Umiddelbart er hun glad igen, med et helt nyt og roligt liv, og hun er flyttet sammen med den ældre og kærlige Alf (Rolf Lassgård). Til trods for at hun lider af svimmelhedsanfald og post-traumatisk stress, som resultat af volden, fører hun et tilfredsstillende liv. Som følge af hans voldsdom og behandling, er Hannes kommet ud af fængsel og forsøger at komme sig over skammen om sin brutale baggrund. Han har erkendt de voldsomme handlinger og hvordan Sofia er blevet mærket af dem resten af sine dage. Til trods for at Sofia og Hannes ikke må have nogen som helst kontakt, sker det uundgåelige – og det udvikler sig til et trekants drama, der tangerer følelsesmæssig kaos og Sofia møder uforstålighed fra omgangskredsen.
I en sær blanding af en klassisk kærlighedshistorie og barsk nutidig perspektiv, møder ”Romeo og Juliet” voldsstatestikker og en af de ting samfundet helst fortier; nemlig vold i forhold – og forsøger at give sin udlægning af hvorfor, at flere kvinder ofte vender tilbage. ”Den man elsker” er imidlertid ikke ude på at forhellige vold, uskyldiggøre Hannes eller forstille Sofia som en helgen eller som en kvinde der drages af fysisk vold. Nej, hun drages af kærlighedens vold og klynger sig til håbet om at Hannes kan forbedre sig, velvidende om at realiteterne ser helt anderledes ud, de gange hun har set sig selv i spejlet efter en omgang regulær tæsk. Alf og hendes venner forstår ikke Lena, for det ér ikke rationelt, at hun vender tilbage til Hannes. Ikke destu mindre sker det, og det er noget der er mere almindeligt end hvad de fleste går rundt og regner med. De smertelige spørgsmål der stilles, får på intet tidspunkt noget endegyldigt svar – andet end at der er håb for enden af tunnelen, for alle parter. Og dette er både opløftende, frusterende og irrationelt på én og samme tid. Det er også en vigtigt diskussion, der trænger til at komme mere frem i lyset. Måden at Åke Sandgren og manuskriptforfatteren, danske Kim Fupz Aakeson, formidler dette på, er udformet som et græsk tragedie der opsamler realisme og voldspoesi, til en indtagende opera der besynger følelsernes vold – uden at miste jordforbindelsen. Dette er i høj grad også de tre hovederolleindehaveres fortjeneste, der sprudler af energi og fantastisk indlevelse. Særligt iøjnefaldende er Sofia Ledarp, der er intet mindre end fænomenal som den traumatiseret Lena.
Det mesterlige ved ”Den man elsker” er ikke kun den vigtige kommentar til volden i forhold og ægteskab, men også at den kan afhjælpes for dem der udøver volden. Flere undersøgelser viser at det rent faktisk er muligt. Et andet interessant element, er den implicitte kritik af vores praktisk anlægte forhold til kærlighed i vores moderne samfund, der til dels får noget af skylden for Lenas valg og fascinationen af Hannes. For hvor Alf står som det konforme og bundsolide tilfredse forhold, der ikke er bygget på kærlighed så meget som det er på praktiske foranstaltninger, er Hannes den vilde og voldsomme ukontrolleret kærlighed. ”Jeg kan ikke forklare kærligheden” starter og slutter Alf filmen med. Det gør Åke Sandgren – i sin voldsomme og rene form, men også i den mere konventionelle og sikre form. Det er hverken belærende eller tager side. Det viser bare.
Bravo Sandgren.
Læs interview med Åke Sandgren i forbindelse med filmen her
