Skriv en kommentar
Det er ikke fordi længden af Carsten Brandts selvkomponerede film Den milde Smerte på næsten fem timer er enestående i filmhistorien. Den ungarske filminstruktør Béla Tarr lavede i 1994 den meget smukke film Satans Tango i sort/hvid på over syv timer for ikke at tage Andy Warhols første eksperimenterende film om bl.a. en sovende mand. Men nyere tids store film som Ringenes Herre måtte filminstruktøren forkorte den første udgave – og selv Lars Von Triers store sanselige drama fra 2013 Nymphomaniac blev kun på fire timer. Men filminstruktør Carsten Brandt som ejer af den lille biograf i kælderen på Nytorv i København med kun plads til 90 publikum i gammeldags røde sæder Posthus Teatret, lader sig ikke påvirke af moderne tiltag. I loftet ses flotte citater skrevet af berømte besøgende filminstruktører Peter Greenaway, Patrice Leconte og Agnés Varda.
En biograf med sjæl.
Carsten Brandt har de sidste 50 år vist nogle af de største filmsucceser: Kurosawas ”Dersu Uzula” fra 1975, Roy Anderssons svenske mesterværk ”Sange fra 2. sal” fra 2000, og i 2010 den over seks timer lange film fra 2003 ”En italiensk familie” af Marco Giordana – om to unge forskellige brødres ungdom i 1966 og vejen til voksenlivet.
Vi ser oftest de bedste film i de mindste biografer.
I den smukke, poetiske film Den milde smerte møder vi en filminstruktør (spillet af Carsten Brandt selv) i en mindre by i det sydlige Sverige, som er ved at færdiggøre en film, han har arbejdet på i over tyve år om en mands søgen ind i forfatter Thorkild Hansens ugennemsigtige livsforløb – en lang rejse i poesi og kunst. Og hvor vi i det arabiske ordsprog om at drikke den første kop te, som mest er bitter som livet selv – (vi følger også de to andre kopper tes livsvisdom) – møder vi billedet af livet selv – og hvor vi hører at ”en ting bedre på film end kærlighed – er ulykkelig kærlighed”. Vi er pludselig i Thorkild Hansens store fascination af Albert Camus, som dør i et biluheld mod træet i snevejr i Villeblevin 4. januar 1960 – og hans kamp for at få skildret den tragedie til danske aviser – selv om han også selv er i svære kærlighedssorger.
Filmen er med mange spring i tid og sted. Pludselig er vi i Thorkild Hansens skrevne dagbøger (Et atelier i Paris, dagbog 1947-52) udkommet 1990, hvor der står: Mellem Else og mig fusede den lige så stille ud. Man skulle ikke tro, vi ikke havde set hinanden i månedsvis. Hun er i øvrigt uforandret, om end hun har tabt sig….. Jeg har i sandheden været heldig! Viljen ser Vorherre på, men det gør kærligheden ikke. Den ser kun resultater.
Det er bruddet med Else, som er filmens smerte og nerve. I et nærvær er vi inde i et edderkoppespind med alle livets løse tråde, som filosofisk snor sig lyse, tynde, flagrende ind og ud af hinanden med en dræber. Filmens edderkoppespind er en stærk kontrast til Lee Millers foto fra Paris i 1945: ”Edderkoppespind i stål.”
En kvinde har en sort eller en blå sten i hånden. Hvad er forskellen?
Carsten Brandt har lavet en meget intens skildring af Thorkild Hansen, der i 1961 er med arkæolog P. V. Glob i Kuwait – og vi ser hans interesse for den arabiske verden med de smukke nomadetelte og livet i ørkensandet, som han beskrev i den simpleste bog: ”En kvinde ved en flod” – og her er skuespiller Caspar Phillipson (f. 1971) med sit lyse hår et velovervejet valg til den tætte rolle som Thorkild Hansen – og vi møder også den smukke Hugette (Laure Calamy, f. 1975) som en sanserig elskerinde.
Det er yderst prisværdigt at møde en filminstruktør, der hele livet har brændt for at synliggøre værdien af en dansk forfatter – som holdt sig uden for det litterære parnas men tildelt de største nordiske priser – og kun hører lidt om ”Arabia Felix” – men med smukke udtryk: Svalen har sat sig til hvile i G-dur
Filmen vises ind til videre kun i Posthus-Teatret i København. Men når folk i København kan tage til AROS for at se Franciska Clausen – kan folk i Jylland også tage til København for at se Den milde smerte - en smerte som kun giver glæde.
