Skriv en kommentar
Reynolds Jemeriah Woodcock (Daniel Day-Lewis) er modedesigner i 1950’ernes London. Sammen med sin søster Cyril (Lesley Manville) har de omdannet familievirksomheden (couture-skrædderiet) til modehuset Woodcock. Hvor søsteren orkestrerer det administrative virke med en professionel ’dirigentpind’, lader Reynolds sine kreationer komme til live med nålen og tråden. Han er aldrig i hvile. Liggende, siddende, spisende så udfolder han konstant sine kunstneriske idéer via detaljeret skitser og tegninger.
Morgenmaden er et ritual for Reynolds. Den skal indtages i dyb stilhed og koncentration. Han tegner, mens han indtager the og morgenmad uden forstyrrelser ellers er resten af dagen ødelagt. Hans muse Alma (Vicky Krieps) er ikke som de forrige kvinder. Når Alma indtager morgenmad larmer hun med sine naturlige lyde, og hun holder ikke igen.
Reymolds er ifølge ham selv en ’confirmed bachelor’. Alma forstyrrer hans liv og hans kunstneriske udfoldelse, som ikke tåler andre end ham selv og hans søster. Hans liv er kunsten/kjolerne. En humoristisk episode, hvor Alma er begyndt at have egne meninger om kjolerne og stoffet, er hendes forstyrrelse utilgiveligt. Reynolds svar er subtilt og anklagende ’the disturbance is still here’, selvom Alma har forladt arbejdsrummet.
Det landlig gæstested hvor Reynolds opdager sin muse Alma minder, ifølge denne anmelder, om scenen i ”Tilværelsens ulidelig lethed” fra 1988. Fotografen/servitricen Tereza (Juliette Binoche) arbejder på en landlig kro, hvor lægen Tomas (Daniel Day-Lewis) gør holdt efter at have undersøgt en patient/ven. Han beder servitricen om en cognac og kvittere med sit værelsesnummer. Her i ”Phantom Tread” beder Reynolds om morgenmad og inviterer Alma ud og spise om aftenen. Atmosfæren i de to scener er ganske lig hinanden. En både charmerende og varm stemning opstår.
De lange indstillinger dvælende ved dialogerne og det usagte mellem de to (Reynolds og Alma) og de tre (Reyolds, Alma, Cyril) sammen med close-ups af arbejdende hænder, som syer sirligt, nøjagtigt og nåle som bevæger sig ind og ud af de fineste udsøgte stoffer er karakteristika for instruktøren Paul Thomas Anderson.
Det er et yderst sanseligt mesterværk Anderson har begået med en elegance og atmosfære, som indfanger en kunstners ’inderste væsen’. Det gør han netop via de lange indstillinger. Musikken komponeret af Jonny Greenwood sætter stemningen i hele filmen sammen med den æstetiske succession af billeder.
