Den store mand (i Århus)
Den store mand i Århus i lørdags var uden tvivl den århusianske filminstruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Feifer. Ved en storstillet gallapremiere i Filmbyen i Århus præsenterede han sin længe ventede novellefilm Solopgang med b.la. Amanda Hansen, Anders Lund Madsen, Jakob Cedergren og Jens Okking på rollelisten. Filmen, der blev færdigindspillet for 3 år siden, har været en veritabel labor-of-love for både instruktøren og hans mange beredvillige hjælpere og medarbejdere.
To filmstudier i Filmbyen udgjorde rammen for selve arrangementet. Det ene var udstyret med bar, borde og stole og et gavebord, der kun lige var stort nok. I det andet blev filmen vist på et stort lærred. På grund af de mange mennesker ved receptionen, som Nikolaj måtte arbejde sig igennem og lade sig gratulere af, blev selve filmfremvisningen en anelse forsinket. Det gjorde dog ikke spor, da hele arrangementet var yderst underholdende og velbesøgt. Derudover viste filmen sig absolut også at være værd at vente på.
Atmosfæren emmede simpelthen af film og kreativitet, lige fra filmens hovedrolleindehaver Amanda Hansen, der gik rundt med en buket blomster under det meste af receptionen til instruktørens spændende veninde Trine, der fortalte mig, at hun med en kollega var ved at færdiggøre første udgave af et nyt filmmagasin, der skal hedde Mefisto. Blandt gæsterne var der også andre lokale branchefolk, som undertegnede for nyligt har arbejdet sammen med til en reklameoptagelse, så hyggeligt var det sørme.
Nikolaj Feifer har været yderst tilbageholdende med at sige noget om sin film før fremvisningen og selv sent på aftenen efter fremvisningen var det ikke muligt for undertegnede at få meget ud af instruktøren omkring filmens historie. Grunden hertil er sikkert, at historien lægger op til flertydige tolkninger, og undertegnede har da heller ikke lagt sig fast på en fortolkning endnu. I en snak med Århus Stiftstidende 19. august fremhævede Jakob Cedergren da også filmens manuskript som den vigtigste årsag til, at en relativ ukendt instruktør kan få så store kapaciteter med på skuden. Men lad os kigge på selve filmen.
På trods af et par fælles karrieretræk med den kendte århus-instruktør Nils Malmros, så er Nikolaj Feifer sin helt egen mand. Genremæssigt er hans film Solopgang også radikalt anderledes end Malmros’ velkendte naturalistiske stil.
Historien foregår tilsyneladende i en unavngiven by i nutidens Danmark, hvor Karen (Amanda Hansen) er kommet på et børnehjem. Hun har mareridt om sin afdøde bror Anders (Jakob Cedergren) og hun er sikker på at broren snart kommer og henter hende hjem. Man kunne godt sige mere om historien, men det ville afsløre for meget.
Som nævnt er Solopgang instrueret af århusianske Nikolaj Feifer, der siden han var 13 år har lavet 30-40 kortfilm og novellefilm. Efter at have brugt 4 år af sit liv på denne film venter der ham et filmprojekt i selveste New York, men detaljerne derom er desværre uklare endnu. Efter gallapremieren på den gode Solopgang må man forvente at mange døre nu er åbne for den blot 23-årige filminstruktør.
Solopgang er en low budget-film til ca. 300.000, men den er flot og ser meget dyrere ud. I et par scener i starten ligner filmen nærmest en science fiction-film, men genremæssigt er den dog langt fra at være det. Det er et meget intimt og følelsesmæssigt portræt af Karen vi ser og i de fleste af scenerne er kameraet tæt på skuespillerne med få kulisser i baggrunden. Det er selvfølgelig for at gøre det billigere, men man får et fint indtryk af personernes følelser.
Filmens historie foregår i den virkelige verden og i en drømmeverden – eller en anden verden. Hvad man tager med fra filmen afhænger helt af seeren. De, der ser glasset som halv fuldt vil sikkert opleve filmen på én måde og de, som ser glasset halv tomt på en anden måde. Denne balancegang giver filmen en fin dybde og et interessant spændingsmoment. På fornem vis holdes vi i denne ’er det eller er det ikke’-stemning lige til det sidste – og det er ikke altid en lige nem opgave. Instruktøren må man sørge for, at denne stemning hele tiden rumsterer i seerens bevidsthed og andre tiltag må ikke overskygge denne. F.eks. er den subtile humor i Solopgang meget passende i den henseende. I scenen hvor Anders og Charlotte må overtale den underlige receptionist til, at lukke dem ind til Aron er et godt bevis herpå. Man morer sig lige kort, men hurtigt derefter forstår vi at det er altså er alvor. Det samme er tilfældet i scenerne med de uduelige pædagoger. Havde der været flere af dem eller havde de været af længere varighed, så kunne de have slået filmen ud af kurs. Kudos til instruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Feifer for det.
Musikken passer godt til denne stemning og især i sekvenserne i den anden verden fungerer det optimalt. Kombineret med de til tider dystre billeder får man fornemmelsen af alvor og uhygge. Som Malmros er Nikolaj Feifer også god til, at få skuespillerne til at yde deres bedste. Denne seer må helt klart fremhæve hovedrolleindehaveren Amanda Hansen som Karen, der ikke vil snakke med de irriterende pædagoger, der tydeligvis ingen anelse har om hvordan hun skal håndteres. Også Charlotte Munck gør det rigtig godt som nybegynder-engel, mens Anders Lund Madsen nærmest spiller sig selv og Jens Okking er lidt uinteressant. Dialogen er god, men i de første par scener er den meget århusiansk og passer ikke til filmen. Heldigvis er det ikke tilfældet i resten af filmen, så det gør ikke så meget. Også fordi historien er så fængslende.
Alt i alt er Solopgang en strålende film, der giver store forhåbninger om fremtiden. Det er en god film, som har mange stærke kvaliteter. Herfra får den 4 stjerner ud af 6.
