Egentlig havde jeg tænkt mig at forbigå den populistiske pressehetz mod Jørgen Leths bog – eller rettere en mikroskopisk lille del af den – i stilhed, men nu er det gået for vidt.
Ikke nok med at Jørgen Leth hænges ud i pressen som decideret sexgalning, men nu står han også til fyring fra TV2-sporten og må sandsynligvis indstille sit næste filmprojekt. At Danmark på så nederdrægtig vis og i populismens beskidte navn vil stække vingerne på vor fremmeste filminstruktør er slet og ret pinligt. Det viser med al tydelighed, at janteloven er og bliver et fuldt ud forankret begreb i det danske samfund.
Og hvor er det ærgerligt. For midt i al polemikken omkring Leths seksuelle udforskninger med en 17-årig haitiansk pige, vil Leths nye film "Aarhus" sandsynligvis drukne. Og det er virkelig en skam.
"Aarhus" er nemlig en helt og aldeles fremragende film, som når op på siden af Leths ypperste såsom "Motion Picture" (1970), "Det perfekte menneske" (1967) og den oversete "Dansk Litteratur" fra 1989.
"Aarhus" er Leths genvisit med sin barndomsby. I filmen sætter han sig for at opspore de steder, han husker: haven på Atlasvej 10, hvor han koordinerede cykelløb i fantasien; svømmehallen hvor han mindes det modbydelige korkbælte, og hvordan han blev skuppet i vandet af den nederdrægtige svømmelærer; Observatoriestien som i sin grønne og frodige mystik førte det unge, nysgerrige menneske ind i fantasiens univers og ikke mindst Aarhus Cyklebane hvor han brugte utallige timer i inderkredsen beundrende de store sprintere.
"Aarhus" er altså en dybt personlig film, men samtidig er filmen på grund af sin yderst intelligente opbygning en film, som inviterer beskueren med på barndomsrejsen. Og som tilskuer væves ens egen erindring ind i Leths billeder. Vi husker vores eget. Vi husker tingene som vi bestemt mener, de var, og vi overraskes sammen med instruktøren, når vi ankommer til stedet og opdager, at tiden er en anden; og at det som vi troede helt sikkert var på denne måde er på en ganske anden. Og det gælder faktisk også, hvis man – som undertegnede –ikke er vokset op i Århus. For filmens berøringspunkter er universelle. Det handler ikke kun om steder men måske i ligeså høj grad om lugte, fornemmelser, lyde, stoflighed og lysskær. I Leths film brydes objektet, og vi kommer om bag det. Det er filmens kunst – og det er Leths mission. At transcendere virkeligheden og genkalde fortidens momenter.
Æstetisk minder filmen for så vidt om flere af Leths tidligere arbejder, og alligevel er filmen sin egen. De stillestående tableauer fremkalder minder om "66 scener fra Amerika" (1982), mens indramningen af objekter som eksempelvis en leverpostejmad og nogle haveredskaber bringer tankerne tilbage til den antropologiske "Livet i Danmark" (1971), men i "Aarhus" optræder Leth ikke som en neutral fortællerstemme. I stedet er han at finde foran kameraet som rejsefører i sin egen fortid. Det virker meget stærkt. Sjældent er der blevet talt så meget i en Jørgen Leth-film og sjældent har det passet så fint ind i billederne, som det er tilfældet i "Aarhus".
Ind i mellem følger de helt rolige stunder. Hvor billedet dvæler, og vores egne tanker bliver hældt ind over de billeder, vi ser. Det er i scenen med den tomme sti, hvor kun lyden af skridt fra en fjern tid høres. Eller i scenen med den mørke gymnastiksal, hvor tilskueren får lov at træde ind og selv huske sine idrætstimer.
Det er intense øjeblikke.
