For at markere den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinders 60-års fødselsdag d. 31. maj i år viste den uafhængige Århus-biograf Øst for Paradis en af hans nok mest kendte og bidende film "Martha", om et sadomasochistisk forhold mellem den stærkt kuede Martha og den dominerende Helmuth.
Filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen gav inden filmen et personligt indblik i den excentriske mand, som han var nær ven af og stadig erklærer som sit største idol.
En dosis overarbejde
Fassbinders kontroversielle film var bidende satiriske og kritiske overfor den tyske samtid i en sådan grad og med så stor en kraft og særegenhed, at det ikke siden har set sin mage, mener Braad Thomsen.
Man kan også undre sig over, hvornår den tyske provokatør fik tid til at sove. I løbet af sit korte liv producerede Fassbinder over 60 film, 30 teaterstykker og medvirkede i et utal af film og teaterforestillinger. Om hans ekstreme produktivitet skyldtes en hektisk opvækst, et intenst liv kombineret med den kokain, som han sniffede dagligt, kan vi kun gætte på.
I hvert fald døde Fassbinder ifølge hans nære ven og medarbejder Harry Bär allerede som 37-årig af "en dosis overarbejde".
Verdens første film
Som 24-årige fik Fassbinder i 1969 vist sin første spillefilm "Kærligheden er koldere end døden" på Berlin Filmfestival. Den underlige film blev buet ud af både publikum og kritikere. Den nedtrykte Fassbinder søgte trøst i flasken på den nærmeste bar, hvor han mødte Christian Braad Thomsen for første gang.
I modsætning til alle andre udtrykte han sin begejstring for Fassbinders film, som for ham var "verdens første film". Filmen er ekstremt minimalistisk næsten uden dialog, klip eller kamerabevægelse, og det havde gjort uudsletteligt indtryk på den spirende danske filminstruktør.
"Han ryddede bordet og redefinerede alt, hvad jeg forstod ved en film", forklarer Braad Thomsen, der i øvrigt stadig husker Fassbinders store selvtillid på trods af nederlaget.
"Han lod sig ikke kue af den første dårlige modtagelse, selvtilliden var utrolig, ja han var faktisk selvfed".
To afslag fra filmskolen i Berlin kunne heller ikke slå den tyske instruktør af pinden, han blev tværtimod trodsig og fik mere blod på tanden.
Fri og forladt
Allerede som 5-årig blev Fassbinder forladt, da hans far forlod den lille familie. Hans mor, der var erklæret nazist, stiftede pludselig bekendtskab med billeder af døde og udsultede KZ-fanger. Hun blev som følge heraf indlagt med et nervesammenbrud, og den 16-årige Fassbinder var overladt til sig selv.
Fri og forladt levede han på gaden som trækkerdreng i Köln sammen med skuespilleren Udo Kier, Lars Von Triers senere ikon.
Endnu en sorg ramte Fassbinder da han langt senere i livet på sin fødselsdag mistede sit livs kærlighed Armin Meier. "Armin's selvmord trak Fassbinder dybere ned i hans evige depression", forklarer Braad Thomsen, "hver gang han fejrede fødselsdag, fejrede han samtidig Armins dødsdag".
Den evigt forladte Fassbinder forlod selv denne verden i en rus af kokain og sovepiller.
"Freedom is just another word for nothing left to lose", reciterer Braad Thomsen, mens han tænker tilbage på Fassbinders begravelse. Citatet stammer fra Kris Kristoffersons "Me and Bobby McGee", der blev spillet til Fassbinders begravelse, netop fordi den er så betegnende for hans ensomme liv.
En indre balletdanser
Titlen på Fassbinders første film "Kærligheden er koldere end døden", mener Braad Thomsen, passende kan stå som titel for hans samlede livsværker.
I Fassbinders film såvel som liv bliver en kærlig gestus som regel kvitteret for med en lussing.
I "Martha" tager den sadistiske Helmuth f.eks. al glæde og varme ud af Marthas liv og vender hende ryggen, når hun forsøger at omfavne ham.
"Han fremstiller dog ikke entydigt sine personer som ofre, men understreger, at de selv har et ansvar for at ændre deres situation", siger Braad Thomsen, der i øvrigt beskriver Fassbinder som et kærligt, generøst og modbydeligt menneske.
"Han var som et utåleligt og elskeligt barn, der aldrig blev voksen, og så var han jo ikke en af Guds kønneste skabninger", griner han.
"Men værtshusbøllen blev forvandlet til en balletdanser, når han arbejdede. Det indre lys rådede på den måde bod på Vorherres undladelsessynder".
Som instruktør var Fassbinder var grov overfor sine skuespillere, og måske netop derfor fik han så intense skuespilpræstationer i kassen.
"Han provokerede Irm Hermann i Berlin, Alexanderplatz til tårer, hvorefter han beordrede fotografen til at filme, og det fungerede".
Den mindre kønne mand er i øvrigt den eneste, der har formået at gøre det tyske kommandosprog smukt, mener Braad Thomsen. Hans "filmede sprog" omdannede det tyske kommandosprogs strubelyde som "ach" og "auf" til noget smukt og poetisk.
Det dobbelte menneske
Spejlet er Fassbinders yndlingssymbol, og overalt i hans film optræder spejlingseffekter og fordoblinger. Hans figurer er ofte skizofrene, dobbelttydige og optræder med en kunstighed, som om de ikke hører hjemme i deres egen krop.
Spejlet antyder, at personerne lever et selvbedragerisk liv, og at de er anderledes end både de selv og publikum tror.
Fassbinder selv var også et dobbeltbundet menneske på mange måder, forklarer Braad Thomsen.
"Han var blid og brutal, afskyelig og elskelig og på trods af et åbent homoseksuelt liv lå han i med kvinder, og han giftede sig desuden også med en".
I flere af hans film er temaet desuden, at mennesket gentager netop det, de gør oprør imod, som f.eks. i "Petra von Kants bitre tårer" fra 1972, hvor Petra forlader sin dominerende mand for selv at indtage samme position i forholdet til en ung kvinde.
Livet igennem kæmpede Fassbinder for at blive et helt menneske, men hans liv var altid præget af splittelse og ensomhed på trods af den faste, kulturelle klike som han altid omgav sig med. Den tvetydige mand var mindst lige så skrækslagen for afhængighed som for at være ensom.
"Man må have sig selv to gange for at blive et helt menneske", sagde Fassbinder på en af de sidste filmoptagelser, der findes af ham. Den dobbeltbundne umulighed, der ligger i det udsagn, har Braad Thomsen bidt mærke i, fordi citatet både markerer det dobbelttydige samt Fassbinders karakteristiske evne til at præstere det umulige og leve over evne.
Verdens bedste film
Den amerikanske filminstruktør Douglas Sirk var Fassbinders mester, faderfigur og store idol. Derfor var det både modvilligt ærefrygtig og glædestrålende beæret at Fassbinder medvirkede i hans kortfilm "Bourbon Street Blues" fra 1978.
Fassbinder er Braad Thomsens mester, og han betegner "Martha" som en af verdens to bedste film - den anden er Hitchcocks "Vertigo". Den groteske humor, det karikerede, der får publikum til at forstå, hvilke mekanismer, der er på spil, og hvad der er galt.
Martha er ifølge Braad Thomsen "Fassbinders ultimative kvindefilm", hvor masochismen er et centralt kvindeligt tema, og kvindens selvudslettende tilpasning bliver en kritisk kommentar til kvindeoprøret.
Martha (Margit Carstensen) er en 30-årig jomfru, der efter sin fars død gifter sig med den ultra-sadistiske Helmuth (Karlheinz Böhm). Helmuths opfattelse af ægteskab er noget anderledes end Marthas søde drømme om kærligheden, og snart udvikler ægteskabet sig til et sandt mareridt. Skønt nerverne efterhånden er flossede føjer Martha sig og indtager rollen som den underlegne, kuede hustru. Da hun endelig får nok, er det for sent, og hendes oprør og forsøg på løsrivelse ender - som altid i Fassbinders regi - gruelig galt.
"Marthas situation er identisk med flere af Fassbinders figurer også de mandlige", siger Braad Thomsen, "men i Martha tvinges situationen ud i dens mest ekstreme konsekvens".
Stemmer fra eftertiden
Braad Thomsens bog "Fassbinder - hans liv og værk" fra 1992 regnes for hovedværket om Fassbinder (se anmeldelse af den her på siden). Den er netop udkommet i ny og revideret udgave også i anledningen af den runde fødselsdag, hvor Braad Thomsen har fundet den mere kritiske stemme frem og nu vedkender sig, at helten Fassbinder rent faktisk har lavet mislykkede film.
"Lili Marleen må betegnes som decideret kikset. Den er indspillet på engelsk og siden synkroniseret til tysk, og det fungerer slet ikke", fortæller han.
Braad Thomsen ser ingen direkte arvtager til Fassbinder, men i samme åndedrag kommer den spanske instruktør Pedro Almodóvar på tale og den østrigske instruktør Ulrich Seidl (kendt for "Hundedage").
"Fassbinder udleverede mennesker, som han samtidig var solidarisk med", siger Braad Thomsen, men igen har tilsyneladende kunne løfte arven fra den tyske provo-instruktør, hverken i lidelser, produktivitet eller personlighed.
Mere udførlige beskrivelser af Fassbinders liv og filmproduktioner kan findes i Braad Thomsens netop udkomne bog "Fassbinder - hans liv og værk eller på:
http://www.fassbinderfoundation.de/
