Skriv en kommentar
Den iranske filminstruktør Mohammad Rasoulof er i 1972 født i den sydiranske by Shiraz, og da jeg selv har været der, er titlen på hans nyeste film Der Findes Ingen Ondskab fuld forståelig. At stå der i byen ved den iranske digter Hafizs grav på en lille høj (død 1390) og se børn og voksne i ærbødighed fremsige hans digte om kærligheden, naturens skønhed og livets goder – forstår man: Der findes ingen ondskab.
Vi følger i filmen fire forskellige familier og deres møde med dødsstraffen, hvor vi er i de snævreste gange i et fængsel, hvor der er seks mænd på en lukket fængselsstue med indbyrdes kontroverser, som munder ud i en nervepirrende episode, da den ene med rystende hånd og bæven frarøver betjentens riffel. Hvad gør man ikke for at undgå at udføre onde handlinger – et oprør mod dét at adlyde, som er filmens gode pointe. Han er netop påbegyndt en to årsmilitærtjeneste for at få udstedt et pas og rejse fra Iran med sin kone – som netop havde sagt til ham: ”Du kan godt”.
Vi møder også i starten Heshmat, som henter sin kone, og kører bil i en af verdens mest kaotiske bilbyer med trafik i alle retninger og gående m.m – og det er helt almindelige billeder set gennem bilruden og deres indkøb i supermarkedet, hvor der skal handles ind til den gamle mor. De skændes lidt. En rolig mand uden smil på læben – indtil vi ser han trykker på en knap, og fire hænger ved en galge.
Vi er også i et helt andet Iran ved Det Kaspiske Hav, hvor vi igen i bil ser det meget smukke brune bjerglandskab, hvor vi møder det fredfyldte ægtepar, der lever som biavlere, da de får besøg af en datter Dayra af en familieven i Tyskland, som taler om ”alles ist gut” og med sin mobiltelefon skal op på de brune fjelde for at få kontakt med omverdenen – og i løbet af et par dage får vi fortalt en rystende historie om biologiske børns tavshed og fortielse – at leve på en løgn et helt liv, og hvilket midler manden måtte ty til for at gemme sandheden. Her lyder sætningen: Sandheden ødelægger andres liv.
Filmen har fået den danske titel "Der Findes Ingen Ondskab". Men på persisk kan ordet Shaytan også bruges som Satan.
Filmens styrke er disse små almindelige billeder af ting vi kender – uden at være kunstfærdige. Hvor vi pludselig møder en antydning, og der sker noget helt andet. Vi hører den glade italienske antifascistiske sang fra Anden Verdenskrig med ordene: Bella ciao – en dunkel morgen, før tågen letted` stod vor fjende foran os. Ja, glæden behøver ikke at have en årsag.
Det er dybt imponerende at Mohammad Rasoulof tør være så åben i sine direkte udtalelser med: ”Hvem bestemmer loven. Din magt er at sige NEJ”. Hvor andre filminstruktører som for eksempel de brasilianske i slutningen af 60´erne brugte symbolsprog til at rette kritik mod systemet – så møder vi i denne film den direkte mening om det iranske præstestyre – hvilket også har bevirket, at Rasoulof ved domstolen i Iran i 2019 blev idømt et års fængsel og to års forbud mod at forlade landet.
Men som én i filmen siger: ”Jeg går min skæbne i møde”.
