Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Et yngre par køre gennem Nevadas brændende ørken på vej mod N.Y. Men deres rejse bliver brat afbrudt da de standses og arresteres af en ubehagelige Sherif med en mærkværdig opførsel. Denne køre dem til sit arresthus i den lille ørkenflække Desperation, hvor han gradvist har reduceret indbyggertallet til 0. Her skyder han prompte manden og smider kvinden i en fængselscelle. I fængslet befinder sig flere ofre for den gale sherif; en ældre forfatter med lig i lasten, hans yngre medhjælper, en synsk pige og et ægtepar hvis lille pige også blev dræbt af sheriffen samt deres andet barn, en ca. 13 år gammel og gudfrygtig dreng. Hurtigt finder de ud af at sheriffen i virkeligheden er besat af en hedensk og ond ånd der er sluppet ud af en nærliggende mine og nu vandre fra krop til krop, samt har evnen til at kontrollerer ørkenens dyr og kryb. Med den lille dreng i spidsen og troen på Gud som våben må de nu sammen finde en vej ud af fængslet, ud af Desperation og dræbe den onde ånd.
Og så kan det vist ikke være et mere klart budskab man sidder tilbage med når rulleteksterne ruller; For at finde vej ud af håbløsheden må man genfinde sin tro på Gud og nedlægge de hedenske og falske guder, ellers er man fortabt. Halleluja. For at gøre dette fundamentalistiske budskab mere spiseligt, har man valgt at forklæde det som en gyser, frembragt af den svært populære Stephen King – manden bag et utal af gyserfortællinger hvoraf de fleste er filmatiseret. Jeg nævner i flæng; Ondskabens Hotel (filmatiseret to gange hvoraf Stanley Kubricks version stadig står som en mesterlig klassiker), Missery, Dyrekirkegården, Carrie, Cujo, It, Children Of The Corn osv. osv. osv. Antallet er enormt og kvaliteten svingende omkring en gennemsnitlig, forudsigelig og såmænd udmærket middelmådig samlebåndsproduktion. Men sjældent har niveauet været så lavt som med nærværende tv-film Desperation. Foruden det overreligiøse budskab er det simpelthen og kort sagt en meget, meget kedelig film.
Hverken de mange lig i Desperations gader eller fugleedderkopperne, slangerne, slipper-de-mon-væk-momenterne eller de gule kontaktlinser kunne få mig fra at tælle minutterne til filmen var slut. Heldigvis holdt oceaner af kaffe mig vågen så jeg i det mindste fik fornøjelse af filmens absolutte højdepunkt; Den onde ånd er midlertidigt løbet tør for værtskroppe og har derfor taget bolig i en lille krage. Da vores gruppe af helte nærmer sig den mine hvor ånden har sit oprindelige udspring fra, fare denne krage lige i flæsket på den forreste (faderen til den lille snusfornuftige dreng) hvilket får en af de øvrige til panisk at råbe: ”Pas på … den flår hovedet af ham” hvilket så fik undertegnede til at huske på ”The Killer Rabbit” fra Monty Pythons The Holy Grail og et øjebliks moro var i det mindste i hus.
Men 4 sekunders ufrivillig morskab er desværre ikke nok til at rede en over to timer lang film. Læg dertil små irritationsmomenter som forældreparrets rolige affinden sig med at deres datter er død (bortset fra enkelte scener hvor en tåre i en øjenkrog kræves) den yngre hustrus lige så afslappede attitude omkring mandens død, den omvandrende kliche i forklædning som misantropisk forfatter, den indbyggede anti-alkohol kampagne osv. osv. osv. og det kan snart ikke blive meget værre. Men i det mindste hænger manuskriptet nogenlunde sammen, historien bliver aldrig rodet eller specielt usammenhængene på noget tidspunkt, man kan nemt følge med selvom man halvsover (hvad man ufravigeligt vil komme til) og Ron Perlman (Rosens Navn, De Fortabte Børns By, Alien 4, Hellboy) gør det udmærket som den besatte sherif i første halvdel af filmen. Derfor tildeles hermed to falmede stjerner til Stephen Kings (”Gysets Mester”) Desperation.
Intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:Warner Home Video.
