Skriv en kommentar
Jonas Elmer udforsker med sin multiplotfilm, "Det Andet Liv" det springende punkt, der opstår, når veltilrettelagte liv kolliderer med kaotiske hændelser og krise pludselig rimer på både mulighed og fortvivlelse.
Filmen skildrer tre skæbner, der alle spalter faretruende i spidserne efter hver deres sammenstød i cyberspace. Årsagerne er forskellige men virkningerne er ens. Alle tre havner de i dybe eksistentielle dilemmaer. Mellem angsten for døden på overdrevet og angsten for livet ud ad landevejen. Mellem det utrygge og det velkendte. Mellem det hemmelige og det bekendtgjorte liv. Mellem at leve for sig selv og leve for andre.
De udfolder sig selvsagt forskelligt. Skæbnerne. Thomas (Bo Carlsson) ser diagnosen på uhelbredelig kræft som sit snit til at tage fra familien og ud at fange lykken - på kullen i Sverige og nettets datingsider. Mindre resolut er Jørgen (Uffe Rørbæk), der fra sit fangeskab i et mageligt, heteronormativt guldbur famler henover computertasterne efter et seksuelt dobbeltliv, der tegner unghesten Mark på den ene side og konen og konfirmationsforberedelserne på den anden. Helt opbremset er Klara (Karen Rosenberg), der efter tabet af sit livs kærlighed vakler mellem den sunde beslutning om at "komme videre" og den usunde om at isolere sig med minderne om kæresten, som kommer til hende i stadigt hyppigere hallucinationer og hjemsøgelser.
Elmers film er langt hen ad vejen en fascinerende, bevægende men også lidt ujævn fornøjelse. Filmen triumferer i sine ordknappe øjeblikke, hvor ekstreme ansigtsnærbilleder lader de overskudsfyldte skuespillere brillere med veltimede intonation og mimisk ekvilibrisme. Det er især deres bidrag der løfter dramaet ud af det banale og til tider ind i det ligefrem sublime. Det er en film, der langt mere lever af de øjeblikke som skuspillerne fremkalder og mindre af sit manuskript - uanset om vi taler replikker, historie og spændingskurve.
Flere steder gaber den ellers gedigne fortælling faktisk i sammenføjningerne. Et eksempel er scenen, hvor Thomas halvandet minut inden i sin date afslører, at han både har uhelbredelig kræft og løjet om sin baggrund og identitet. Frem for at jage pigen på flugt, sender det hende i armene på ham med samtykke om at tage ham og hans sygdomsforløb på sig. Hvad skete der lige dér? Er "jeg har terminal kræft" nu den nye skudsikre scorereplik? "Det Andet Liv" forsøger flere lignende steder at fortie sig til nogle løsninger på åbenlyse manuskripthuller, og det virker mildt distraherende. Andre steder tager filmen ikke sin multiplotfortælling alvorligt nok og afviger fra fortællingernes respektive kerner. Det drejer sig navnligt om homohistorien; den leverer bedst i de "små" scener, hvor Jørgen risikerer at blive opdaget med sin elsker, og dermed miste sit normale livs priviligerede tryghed og værst i sit klimaks, hvor konflikten mellem Jørgen og Mark løber løbsk og ind i en absurd, melodramatisk blindgyde. Her og andre steder spiller klaveret falsk og dramet falder ud af takt.
Men oftest drukner mislydende - i en kaskade af funklende intenst skuespil og scener med masser af plads til det. Det lidt formulaiske og vakkelvorne i fortællingen reddes der, hvor det tæller; på lærredet. Vi er I selskab med karakterer som begår usympatiske eller i det mindste u-beundringsværdige handlinger, men skuespillet får os til at fatte sympati, ja ligefrem finde behag i deres selskab. Og det er fin, fin filmkunst.
