Det er filmen om et ungt ægtepar, der i en ung alder mister deres datter – og Johannes Nyholm ser gerne, at filmen kan give løsninger til, hvordan sorgarbejde kan løses, hvis man tør. Og da Johannes Nyholm i sin sidste film også tog udgangspunkt i den ekstreme livsudfoldelse, kan jeg ikke lade være med at spørge, hvorfor han i sine film, vil give så meget plads til de ekstreme personer:
Jeg er interesseret i at skildre mennesker, der oplever noget så forfærdeligt som at miste en datter – de går til grænsen, når de mister et barn. Det har optaget mig meget at se hvordan smerten opleves af folk både fysisk og psykisk, og hvordan bearbejder man den? Jeg har med vilje lavet et hul i filmen på tre år efter dødsfaldet, hvor publikum selv må fantasere sig til, hvad er der sket i de år? Og ægteparret reagerer som normalt mange gør i stilhed i de første tre år – men så falder forhammeren. Og i min film er det tabet af et barn, men det kan også være en kæreste eller en mor – hvor pludselig ens liv braser sammen i verden. Og der er mange reaktioner på, hvordan folk reagerer på sorg. Min film er for at give en hjælpende hånd som et lille håb – og jeg ved at smerten skal i en æltemaskine for at blive hél og få traumernes forløsning – og give det budskab, at det er OK at føle smerte og at have det skidt. Vi skal vide det kommer til at gå bedre
Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvorfra han har historien om Elin og Tobias. Han er meget ærlig og siger, at den er fra hans eget liv – med en blanding af egne oplevelser og folk i hans nærhed. Og grunden til den foregår tidligt om morgenen i mørket, er det tidspunkt, hvor vores drømme er tydelige og nærværende. Det er drømme, jeg selv har drømt og så bearbejdet de ting jeg har gået igennem. Hele filmen er på sæt og vis mine drømme, som er en bearbejdning af det jeg har oplevet – så jeg vil gerne sige at man skal tage sine drømme alvorligt og bruge dem. Det er derfor filmen foregår tidligt om morgenen, hvor alting er flydende og mange ideer opstår på det tidspunkt Da jeg nævner den argentinske forfatter Luis Borges og hans citat: Man skal acceptere drømmen som på samme måde som universet og det at være født bliver han lidt overrasket, at han ikke selv har tænkt på ham – som han har læst og føler sig i slægt med hans univers – hvor drømmen smelter sammen med virkeligheden og det ene ikke er vigtigere end det andet – og som han siger: Drømmen kan gøre én stærk.
I modsætning til min sidste film Kæmpen har jeg i denne film skulle bearbejde mig mere selv – og det har taget 8 år at lave den – ja, det tog jo også 3-4 år med KÆMPEN – men jeg også selv produceret dele af denne film, og det tager lang tid at skaffe kapital. Jeg har jo valgt at bruge svenske skuespillere, der ikke er så kendte, og hvis de havde været mere kendte, kunne jeg ikke være sikker på, at de også var klar til en så lang proces, og da jeg skulle finde en dansk klassisk entertainer, søgte jeg på google, og jeg fandt Peter Belli – og han er jo ikke kendt i Sverige. Nu er det som om filmen, er skabt til ham med hans karisma og udstråling – han kan stå på en scene, og så har han også været cirkusdirektør – jeg kunne ikke have valgt nogen anden. Han er magisk.
Jeg kunne ikke lade være til at udtrykke min begejstring over at se filmen og tegneserier flettet ind i hinanden, som værende lige vigtige – som drøm og virkelighed. For et par år siden kom filmen som tegneserie med Van Goghs malerier i Loving Vincent og en af de bedste tegneseriefilm jeg har set længe, er filmen fra 2009 Waltz with Bashir, som omhandler massakren i Beirut, Libanon i 1982 med forsvarsløse kvinder og børn, hvor tegnefilmen er mere virkelig end virkeligheden. Det har været svært for os, at disse tegneserier i min film ikke skal virke løjerlige for publikum. De grafiske figurer på spilledåsen er virkelige – og tegneserierne skal fungere ”live” – og det har taget mig lang tid at få den klippet.
Johannes Nyholm har allerede fået flere ideer til kommende film, men ved ikke hvilken der kommer først – og han er optaget af en spadseretur med en ven i et tomt industrikvarter, hvor de bare fik lov til at filme og improvisere, lege med personer uden ambitioner – hvor han vil skrive på en grum løssluppen historie uden den skal være tilrettelagt – et industrikvarter, som ikke er stedkendt – den skal være mere minimalistisk med større penselstrøg i et slags ingenmandsland.
Da jeg spørger om han er bange for lyset – da det meste er optaget i mørket, bliver han lidt tavs og tøvende, og siger så, at Ingmar Bergman har sagt, at det værste mareridt altid er lyset og har i filmen Persona - sonate for to personerne badet i lys. Det er skræmmende, når noget bliver for konkret. Hvis jeg skal skildre noget ubehageligt, er klicheen, at det skal være mørkt – og ikke at man skal komme ind med en lommelygte og lyse omkring, hvor der så kommer noget ubehageligt frem. Det er ikke min stil. Min film skal ikke være en kliché. Skuespillerne er i et amfiteater tidligt om morgenen i tusmørket i en skov og ses oppe fra, hvor der er en lys cirkel som i en gladiatorkamp – de kan ikke slippe ud. De er låst fast i det spil – en slags Guds øje, som kigger på de stakkels mennesker, som forsøger at overleve – at være lykkelige. Det blik kan være ganske skræmmende og sørgeligt.
